"At Finde Sit Kald" med Signe Kolmos

Hej Sine.

Hej Peter.

Så er vi i gang med at optage vores samtale med Sine Kollmers. Sine, som nogle af jer måske er klar over, er ikke alene coach og ledelsesekspert ekstraordinær. Hun arbejder med store danske virksomheder og med individer. Men hun er også ved at blive, jeg vil næsten kalde dig en professionel ven. Kan vi ikke kalde hinanden det?

Jo, det er helt perfekt Peter. Det tænker jeg fuldstændig det samme.

Ikke? Så det er dejligt at du vil være med. Vi skal tale om det at finde sit kald og hvordan man gør det. Og i optakten til vores samtale i dag kom jeg i hu at jeg arbejder jo meget med folk som er i gang med at starte virksomheder entreprenørtyperne, de fremtidige Mark Zuckerberg, som du vil. Hvor min opfattelse er i hvert fald, at du arbejder mere med folk, som er i et mere traditionelt karrieremiljø med nogle virksomheder, og de ligesom kan have noget progression. Den antagelse er korrekt?

Jamen det er rigtigt. Jo, jeg har da få iværksættere, men det er ikke på den skala, som du ser dem. Dem, jeg møder, er meget ofte lønmodtagere. Og en del af dem har været det i mange år faktisk. Så de er et lidt andet sted i forhold til det med at gå ud og sige, jamen jeg skal have et kald, jeg skal leve af. Fordi iværksætteri er jo faktisk meget ofte et kald. Nogle gange er det mindre vigtigt, hvad det er, jeg egentlig sælger i min iværksættervirksomhed, men mere det, at jeg er iværksætter, og jeg går ud og. Finder på nye idéer og drejer mig i nye retninger. Så dem, jeg sidder med, oplever jeg faktisk nogle af dem, som sidder efter en lang karriere, som siger, jamen jeg har måske aldrig haft et kald. Altså jeg kender ikke til årsagen til, at jeg egentlig går derhen og gør det, som jeg gør, og jeg føler mig lidt faret vild i mit liv. Og det er jo selvfølgelig interessant også, fordi man kan sige, når man starter sådan midt i livet, så har man jo fået puttet rigtig meget om i rygsækken. Man har prøvet rigtig mange ting, men man har også ligesom fået låst sig fast i en eller anden lidt begrænset tilgang til tingene. Så der, hvor man jo ser de unge iværksættere, som kan kaste sig ud i et eller andet tech-eventyr, og så bagefter tænker, nej, det skal jeg da slet ikke. Nu åbner jeg en kæde af grillbarer. Nej, det var jo en kæmpe succes, men det skal jeg ikke. Nu vil jeg hellere til at bygge huse af halm. Altså, hvor dem, jeg møder, er måske i virkeligheden lidt mere ligesom jeg selv er. Nogen, som har meget erfaring i én retning, og ikke har den der eventyrlighed og mod til at på den måde virkelig skifte fuldstændig over og gøre noget absolut andet.

Men det er sjovt, fordi når du siger det her, så er det jo lidt under den præmis, at det at finde sit kald er noget ubetinget positivt, eller det er noget, man skal stræbe efter. Vi sætter kaldet op som det, vi alle sammen bør finde. Og nogle gange, når man taler om nogle af de her koncepter, så har jeg det i hvert fald lidt sådan, at måske gør vi det til noget mere specielt, end det egentlig er. Så hvis jeg var medarbejder i en stor dansk medicinalvirksomhed, for eksempel, så kunne jeg jo godt elske mit arbejde og mine kollegaer og de udfordringer, jeg ville få, og synes, det var spændende, at der var noget progression. Både karrieremæssigt, hvis jeg havde lyst til det. Det er jo også et dejligt arbejdsliv, der kan være et dejligt arbejdsliv. Men vi har en tendens til at glorificere den her med, at vi skal realisere vores professionelle selv ved at finde vores kald.

Ja, og det er rigtigt. Og så tænker jeg også, at man kan også sige, hvad er et kald egentlig? Et kald er jo noget med et værdisæt. Det er jo også noget med nogle kompetencer. Hvis vi har nogle talenter, så ligger der jo i os alle sammen en tilfredshed i at få lov til at bruge de talenter. Så et kald, nu kan det jo være sådan, at hvis man ser på nogen, og jeg har faktisk tænkt, da du skrev, nu skal vi tale om, hvordan man finder sit kald, så tænkte jeg, kender jeg egentlig nogen, som rigtig har fundet deres kald, og som i talesætter det, altså bevidst? Som de siger, at jeg er så lykkelig, jeg har fundet mit kald, jeg er et eller andet. Og jeg kender ingen. Så jeg tænker, at du har fuldstændig ret. Det kommer måske i nogle brudstykker, at man kan sige, at jeg er måske en meget nysgerrig person, som godt kan lide at træffe nogle hurtige beslutninger i mit liv, og jeg sætter mig hurtigt ind i nyt stof. Så hvis jeg får en position, hvor jeg kan få lov til det her, så føler jeg mig enormt tilfredsstillet i mit arbejdsliv. Og det er egentlig mit tænk på kaldet, når jeg sidder med mennesker, som måske føler sig, eller føler, at de har kørt det. De er ikke blevet kørt ud på noget sidespor. De har selv måske kørt sig ud på et sidespor og står derude og tænker, hvor jeg kom jo væk fra mig selv. Jamen, hvem er jeg så egentlig? Og hvad er det, der giver mening i mit liv nu?

Så man kunne måske også bygge videre på den, eller vente den om, og så sige, at det at finde sit kald handler måske om, at. Være klar over, hvad det er, man gerne vil arbejde med, og hvorfor, og så gøre det.

Ja, og kende sig selv.

Kende sig selv, nemlig. Og i nogle tilfælde, så tror jeg, at vi, som du selv siger, man kommer ind i nogle situationer, hvor man måske føler sig låst fast, eller man har taget en bestemt uddannelse, eller jeg kan da huske, da jeg skulle starte mit arbejdsliv, jamen jeg kommer fra en tradition, hvor der var fire eller fem ting, du kunne blive, og der var tre eller fire virksomheder, som var fede at arbejde i resten. Det gik man ikke hen imod. Og det er jo fordi, man er opvokset der, man er, og med de kulturer, man er osv. Men altså, jeg har jo aldrig nogensinde. Jeg er kaldt politeruddannelse, som du ved ikke, og alle mine samtidige, de røg jo ind i ministerier eller i konsulenthuse. Og jeg var hverken politisk nok eller fagligt dygtig nok til hverken det ene eller det andet. Så jeg endte jo lidt tilfældigt ved at blive iværksætter, men som 26-årig. Havde jeg følelsen af, at jeg havde fundet mit kald. Jeg havde lyst til at starte og bygge nogle ting, og gjorde det jo, fordi jeg boede i USA, hvor det var meget mere accepteret. Jeg tror, at hvis jeg havde været i Danmark, så havde jeg også taget den lidt mere traditionelle vej. Jeg havde overbevist et eller andet mindre prestigefyldt ministerie om at ansætte mig som fuldmægtig, og så sad jeg måske stadigvæk der i dag.

Og ved du hvad Peter, det er så interessant, fordi det du lige præcis beskriver der i din lille fine historie, det er, at der var nogle betingelser omkring dig, som gjorde, at du kunne finde dit kald. Og det er jo det, jeg sidder med rigtig mange af dem, der kommer til mig, som jo oplever, at de er begrænset af deres egne forventninger og omverdens forventninger til dem, de er. Og det kan man også i min egen historie, altså... Som uddannet ingeniør og fine jobs inde i farmaindustrien, som jo kræver, at man arbejder rigtig mange timer. Det er i hvert fald det, der er forventet. Det gør alle, så det gjorde jeg naturligvis også. Og en del af mit kald, det var ikke på det tidspunkt særlig tydeligt for mig, men det var faktisk også at være mor, og være en, som kan man sige, drage omsorg for familiens helbred, sundhed, og derigennem også sørge for, at der er noget ordentligt mad. De to verdener, med at måske skulle arbejde 50-55 timer om ugen, og så i øvrigt med kørsel oveni, og samtidig have en idé om, at jeg også skulle være sådan en livgivende mor, og sørge for, at køleskabet altid var fyldt med økologiske varer, som jeg havde tænkt over, og det var presseret lammesgang og sådan noget. Altså, de to, de kæmpede jo bare imod hinanden. Så jeg tror også ofte, at vi mærker vores kald, når vi er for langt væk fra det, så mærker vi det som sådan en hien. Så måske sådan en utryghed, en lidt fortvivlelse, det er i hvert fald tydeligt, at da jeg så fik mulighed for, eller gav mig selv muligheden for at skifte over og lave et liv, som balancerede noget mere, så skulle jeg så vende mig til, at det faktisk er mit kald, og er det noget, der giver mening, og kan man tillade sig at sige, at det er vigtigt for mig, at min familie spiser sundt og godt hver dag? Og andre mennesker ryster på hovedet og siger, kan det virkelig være vigtigere end at have et fint job? Ude i farmabranschen. Ja, det kan det for mig.

Men det er jo også blevet meget mere. Nu er du og jeg jo voksne, eller halvvejs i livet cirka. Og langt de fleste af de yngre mennesker, som jeg møder i forskellige virksomhedssamlinger, de har den der. Det er klart, at de også er i et startup, men det er jo typisk, når jeg møder dem, ikke nødvendigvis mine kunder, men dem, som arbejder sammen med mine kunder. Men jeg synes også, jeg ser det, når jeg taler på CBS eller andre steder med de folk, der skal ud i arbejdslivet. Og de stiller også krav til de virksomheder. Det er sådan lidt mere at sige, at jeg kommer her i en periode. I skal ikke regne med, at jeg bliver resten af min karriere. Men det er fordi, nu udfylder I virksomhed denne her del af min forståelse af, hvad mit kald er de næste par år. Enten er mit kald, at jeg skal lære så meget, som jeg overhovedet kan. Eller også er mit kald, at jeg faktisk gerne vil arbejde. I en NGO, og hvad det måtte være. Der er en anden ting, som du nævner, det der. Vi var lidt inde på det, da vi talte sammen sidste gang, og jeg tror, det bliver et emne til en fremtidig episode, fordi du er lynhurtigt inde på kønsrollemønstrene. Nemlig, at du træffer en beslutning. Nu kender jeg jo lidt til din familie, men at I træffer en beslutning om, at du vil træde ud af det her meget karrierefokuserede og meget arbejdsintensive. Miljø, og så måske starte dit eget, og så være lidt mere mor. Jeg havde det jo på samme måde. Min fordel var jo, at jeg fik børn sent i livet, således at jeg havde på det tidspunkt måske allerede løbet rundt af mig, om du vil, sådan rent karrieremæssigt. Men det er jo klart, at lige så snart jeg fik Theodor, min dreng, jamen så var det jo det vigtigste i hele verden, det var jo at være far. At være der for ham og ikke rejse for meget og sørge for, som du selv siger, at der var noget ordentligt at spise og sådan nogle ting. Så hvordan, hvis vi skal prøve at give nogle gode råd, så for det første, hvordan finder man sit kald? Kan vi lave en tjekliste af en eller anden art? Og punkt to, hvordan gør man det, når man som ungt menneske eller yngre menneske, måske ikke har eksternaliteter, der giver en en klar prioritering, ligesom børn fx gør det. Så forestil dig, at du er i slutningen af 20'erne, begyndelsen af 30'erne, og du står og tænker, hvad fanden har jeg gang i? Er det det, jeg skal professionelt? Hvad gør du?

Jamen altså, jeg tænker, at når du lige præcis nævner dem, der er i slutningen af 20'erne og i starten af 30'erne, så har de faktisk en meget, meget bedre fornemmelse af deres kald. End vi andre har. Fordi de er ikke skolet på samme måde som os ind med den her fornuftige tilgang. Nu skal du tage en uddannelse, og det skal være en, der kan give dig et godt job osv. De er allerede et andet sted, og de yngre generationer bliver endnu bedre til det. Fordi vi jo har lært dem at mærke efter, hvad er det, der føles rigtig rart. Det var der sgu ikke nogen, der spurgte mig om, da jeg skulle vælge, om jeg skulle læse kemiingeniør eller noget andet. Hvordan føler du, at det skal være? Nej, nu skal du vælge noget, der er fornuftigt, som kan give dig penge og brød på bordet, og du skal kunne købe dig et hus og betale kreditforeningslån. Altså, de unge i dag er jo et andet sted. Og nogle gange, så kan jeg da godt kigge på dem og så tænke, hold da op, jeg fylder snart 50. Det er meget bekvemt også deres måde at vælge på. Så den der stamin er med at tænke, jeg bider tænderne sammen, jeg glemmer mit kald, fordi nu skal jeg bare tage den her uddannelse, som kan man sige opfylder det nederste lag i Marslovs behovspyramide, altså tryghed, penge osv. Og toppen, altså det er jo i den øverste del af at den pyramide af kaldet findes. At der hopper de altså lige nogle trin op og er i meget, meget bedre kontakt med det. Så man kan sige, hvad er det, man skal gøre, hvis man skal have fat i sit kald? Så er det i allerhøjeste grad at lytte til sig selv.

Og hvordan gør man det? Sin indtravlt hverdag med 50 timers job og de triatler, jeg skal løbe.

Ja, og så skal vi altså.

Jeg er jo i gang med at realisere mig selv på alle mulige ledere kanter. Er jeg dybt til mig selv, når jeg er i gang med det?

Så vil jeg sige, at hvis man nu er rigtig glad i det, og står op om morgenen og synes, det er en dejlig dag, og jeg skal både lave min triathlon, jeg skal træne i dag, skal jeg ned og havsvømme med mine kammerater, og jeg kører min lille søn afsted og afleverer ham i vuggestuen og giver ham stor kys på mulen, inden jeg siger farvel, og så kører jeg på job, og så har jeg den. Og det her, det skulle en dejlig dag. Så har man fundet sit kald. Hvis man vågner op og tænker, at min elastik er ved at blive trukket rimelig tyndt, der er ikke noget elasticitet tilbage i den, fordi jeg skal jo lave den her øjenbane, jeg skal passe mit job, og jeg skal. Lige snart der kommer skal ind i sætningen, så er det fordi, vi er holdt op med at være i kontrol med vores eget liv. Og så er vi ligesom puttet ind i en ramme. Og det er der, hvor jeg tænker, at vi kan lytte til os selv, og når jeg siger mærker os selv, hvor meget skal har vi, hvor meget bider vi tænderne sammen for at leve op til alle de her idéer og forestillinger og drømme om, hvad vores liv skal være indholdt af.

Jeg oplever, at jeg en sjælden gang faktisk er uenig. Jeg tror ikke nødvendigvis, at man har fundet sit kald, hvis man er glad, når man står op om morgenen. Jeg tror, at man igen stærkt bedømmende, men jeg tror simpelthen, at det tog, man er hoppet på, det kører. Og det kan godt være, at man er glad, og det kan godt være, at man er tilpas, og det kan godt være, at jeg synes, livet er fedt. Men min hypotese er, at der går 5, 10, 15 år, så vågner man op, og så siger man, hold lige mål i, hvad skete der lige de sidste 15 år? Har jeg egentlig brugt min tid på de ting, jeg gerne ville? Så det jeg. Jeg vil argumentere bare, at det kræver, at man bevidst en gang imellem tager en eller anden mental, fysisk pause fra alle de her ting, selvom de gør en glad. Og simpelthen sætter sig ned på puden, hvis man kan det. Eller taler med sådan en som dig, eller sådan en som mig, eller whatever it is. Og faktisk stiller spørgsmålet og siger, laver jeg de rigtige ting? Når man så lynhurtigt siger, at det gør jeg, så lige sige, er jeg sikker på det? Er det sådan her, at jeg skal gå igennem livet med mine professionelle aktiviteter? Eller gør jeg det, fordi det betaler mig mange penge? Eller gør jeg det, fordi det er nemt? Eller gør jeg det, fordi det er det, der er forventet af mig af andre? Eller gør jeg det, fordi jeg ikke kan tage tid til at sætte mig ned og søge et andet job, hvis det nu er det, det drejer sig om?

Og ved du hvad, Peter? Så kan jeg sige, at jeg er helt enig. Alle de her spørgsmål, alle de fine refleksionsspørgsmål, du lige har gennemgået her, dem kunne vi i virkeligheden lave i rulleteksterne efter den her. Og det jeg ved, dem der kigger på de rulletekster, dem der overhovedet har set den her lille seance til ende, det er dem, der allerede er søgende. Det er dem, der ikke er helt lykkelige, når de står op om morgenen og hopper på det her tog. Det er dem, der ved, at der muligvis er en drøm, de ikke har udlevet endnu. Så det kræver, for at vi skal gå ind og stille de her spørgsmål til os selv, så skal der være noget, vi savner. Og det er der, så er vi tilbage til, at vi skal mærke efter. Fordi dem, der er inde på toget, der bare kører derudad, hvis de ser den her video, og de kan se, hvad den handler om, så vil de bare scrolle videre. Der er så meget andet, de skal. Så du skal have en lille bitte smerte, før du kommer hen og opsøger dig, opsøger mig, eller ser den her lille bitte snes.

Så vil jeg udfordre dig yderligere. Hvis vi køber hypotesen, at der i stigende grad i den voksne danske befolkning, også i den yngre befolkning, nu snakker vi om de mere erfarne professionelle mennesker, der er i stigende grad udfordringer med stress og udbrændthed. Ja. Og jeg har jo prøvet det, som du ved ikke. Og jeg var jo ligesom frøen, der sad i en gryde, og så lige pludselig blev jeg altså simpelthen bare kogt. På intet tidspunkt tænkte jeg, at jeg havde jo et fantastisk liv. Jeg elskede mit arbejde, jeg elskede min familie, det hele kørte. Hvis der var en, der havde sagt til mig, at det er mandatory, det er obligatorisk, at du nu bliver sat ned. Du er 35 år, lad os sige på det tidspunkt, eller 38 år, whatever it was. Nu sætter du dig ned sammen med os, og så tager vi en pause sammen. Og så begynder vi at have den her samtale. Så hvis jeg var et forsikringsselskab for eksempel i dag, hvis jeg var dansk sundhedssikring, kunne jeg så spekulere i at tvinge den professionelle, eller bare befolkningen, nu tager vi så professionelt dem, vi snakker om, altså dem, der er på arbejdsmarkedet, til at have en selvreflekterende samtale langt inden, at de mærker den der lille ting, der gør ondt. Kunne det hjælpe os til at minimere antallet af folk, der når at mærke den lille ting, eller endnu bedre minimere antallet af folk, som på et eller andet tidspunkt brænder sammen, fordi de ikke har haft den mulighed?

Vil du være, at jeg ville elske, og jeg ville ønske, at jeg kunne sige ja? Og nu har du jo prøvet det selv, og jeg har prøvet det selv. Og ved du hvad, Peter? Der var rigtig mange, inden jeg satte mig ned og tænkte, hold da op, nu er det her voldsomt for meget, og jeg har brugt min krop for meget, jeg har brugt mit kognitive hoved for meget, og nu kan jeg ikke mere. Der var rigtig mange, som havde kommet med alle mulige ting, og forslag, og idéer, og sagt, Sine, du ser da også lidt træt ud. Hold da op, kan det være, fordi du arbejder for meget? Og hver eneste gang, og inde i mig har der helt sikkert været en sandhed, som har nikket hver gang, der har været nogen, der siger, ja, det er rigtigt, det er rigtigt. Men udenpå, så vejer jeg inde i toget. Og jeg ser bare igen og igen, at. Og jeg tænker også på dig, Peter. Altså, hvis jeg nu, og jeg har jo været lige ved siden af dig, mens alt det her er sket, også i dit liv. Hvis jeg havde sagt, Peter, nu skal du se, du skal komme ind til mig, og så sætter vi os, og så drikker vi en kop te, og så kan jeg stille dig nogle reflekterende spørgsmål. Og så kan du sætte dig ned og svare på dem. Så havde du kigget på mig og sagt, prøv at høre, jeg har det jo godt. Jeg har det jo faktisk godt. Jeg har en dejlig familie, jeg har knald på med jobbet, det kører derudad. Jeg skal bare lige på den anden side af det næste møde med det, eller vi skal lige have landet det her projekt. Så kommer der lige en pause, og så får jeg det godt igen. Så jeg tænker, at vi er derhen, hvor vi kan kræve det af folk. Altså vi kan lade virksomhederne gå ind og sige, Når du har fået den virksomhed, Peter, som er så stor, og du har de første, jeg ved ikke hvor mange ansatte, så kan du sige til dem, prøv at høre, en gang om måneden, så vil jeg simpelthen have, og det skal vi gøre i arbejdstiden, at vi sætter os ned, og så svarer vi på de her spørgsmål. Fordi så vil jeg gerne sikre mig, at den her organisation bliver bæredygtig. Og så vil man gøre det, fordi du var chefen, og så vil jeg, okay, nu må jeg sætte mig ned og svare på spørgsmålene. Og så tænker jeg alligevel. Der skal være en åbning ind til det der sande sted inde i os. Og den kan man ikke tvinge frem. Vi kan godt have at smide den der hest hen til troet, men hvis ikke den vil drikke, så kommer vi altså ikke til at få den til det. Og så må den nogle gange falde om af tørst. Og det er jo møghammerne ærgerligt. Det kan jeg godt være enig med dig i. Så ligger den der ved siden af og helt dehydreret. Men vi kan ikke få den til det, før den selv har lyst. Jeg var ikke kommet derhen. Og du kom jo heller ikke derhen.

Nej, men nu bliver jeg lige ved, og nu skal vi ikke banke den hest, der ligger nede, som ikke har fået noget at drikke. Men to refleksioner på det. For det første, vi har jo medarbejdertrivselsundersøgelser, og mere moderne virksomheder har jo mere kontinuerlig feedback. Der er en dansk succes, der hedder Picon, som jo var noget digitalt, som gjorde, at de hele tiden målte, hvordan medarbejderne havde det. Så det var mere kontinuerligt, at medarbejderne med sig selv sagde, at de syntes, det gik fedt, eller at de overbebyrdede osv. Og det data kunne jo bruges til at sætte ind på nogle mennesker. Det gjorde de jo så også med P-Corners. De forstod, hvor er det, der er udfordringer. Og de berodede sig ikke på én ting samtaler med en chef, som måske ikke rigtig hørte, hvad der foregik, når Sofus eller Solajma faktisk sagde til ham eller hende, at de. At de havde det svært. Så der findes sådan nogle ting. Og den anden ting er, går du til tandlægen? Går du til tandlægen cirka hver halve år?

Nej.

Okay. En gang om året?

Ej, men nu har jeg også nogle helt vildt gode tænder. Men færre nok, jeg går til tandlægen.

Vi går alle sammen til tandlægen. Hvorfor går vi til tandlægen? Jamen det gør vi jo, fordi vi ved fra barns ben, at Vi lige en gang imellem skal have tjekket, om alt det der fredagslæg har skabt nogle huller. Hvorfor skulle vi ikke lige tjekke ind med en psykolog en gang hver sjette måned?

Og ved du hvad? Det tænker jeg også i forhold til, altså nu taler vi om det relateret til, kan vi undgå, at vi bliver stresset? Der er jeg fuldstændig enig. Hvis vi fik den her oplevelse af, at der er rent faktisk nogen, jeg kan tale med, som er kompetente. Og det har ikke noget med min arbejdsplads at gøre. Jeg kan godt gå ind i den her dialog, uden nogen fanger mig på, om jeg skal træffe vigtige karrieremæssige beslutninger. Det er jo også lidt det, det handler om. Det kan også være lidt voldsomt, hvis man er stresset, og så nu skal jeg i øvrigt forholde mig til, at jeg skal have et nyt job. Men det at have en tandlægetid på sit kald, på sin jobtilfredshed, på det overskud, man har, det giver jo enormt god mening.

Jeg tror lige, vi har opfundet en ny business, du. Jo, jeg har jo masser af tid. Men prøv at forestille dig, at man gik til en større dansk virksomhed. Og hvis der er nogen, der har kigget med så langt, så må I helst ikke stjæle ideen, fordi nu gør Sina og jeg det måske også. Det er jo typisk mig, der starter ting, og det er dig, der gør dem færdige. Men man kunne jo sige til. Så tager vi en eller anden stor dansk virksomhed, som har en masse ansatte. Altså ISS for eksempel. De har sikkert dansk sundhedssikring, og der kan man jo også ringe og sådan noget, men der skal medarbejderne ligesom selv tage initiativet.

Og de ringer først, når de har ondt.

Lige præcis. Så lad os nu vende den om for fanden, og så sige, fordi du arbejder her hos ISS, hej Jacob, hvis du ser med, så har du adgang til ham her eller hende her, og ikke alene har du adgang. Vi forventer, at du ser os med dem en gang hver sjette måned. Det er fuldt fortroligt. Det er i arbejdstiden. Du bestemmer selv, hvad du vil tale med dem om. Men du skal tage hensyn til det.

Lige præcis. Og så begynder det at give mening. Men det her handler jo så også om, at vi laver et helt andet paradigme omkring forebyggelse på mental helbred. Det har vi jo ikke i Danmark. Det er jo ikke noget, vi har undervist i i folkeskolerne. Overhovedet. Så det her er jo et greb, som vil jo. Jeg er slet ikke i tvivl om, at det vil gøre en kæmpe, kæmpe mæssig forskel.

Det synes jeg, vi skulle gøre.

Ja, men så gør vi det. Men jeg synes jo, at det, der kunne være endnu mere interessant også, fordi det her er jo en kæmpe plage. Altså, vi har en arbejdsstyrke, som jo er i knæ. Så det kunne jo virkelig gøre en forskel på det. Og så tænker jeg, at det, som jeg synes også er inspirerende, det er, Ikke blot at løfte folk, for dem har jeg jo masser af, som er kommet, når skaden er sket. Og så bliver de lappet sammen og bygget op, og vi finder en vej, og de kommer tilbage i arbejdslivet og bliver glade der. Med al den nye viden, de har om, hvem de er, og de har også fundet faktisk noget af deres kald på den rejse. Det, jeg synes kunne være interessant, det var at få fat i folk og snakke om deres kald. Inden de er brændt ud. Fordi det er som regel det, vi skal i dag. Vi to skal også lige ned og bide lidt i gulvet, inden vi finder ud af, hvordan er det lige, vi skal skrue vores liv sammen. Og det ser jeg igen og igen. Og det er derfor, jeg egentlig ikke er helt bekymret, når jeg møder ledere, som sveder lidt og har lidt svært, og ikke kan finde ud af, om det her er det, de skal. Så tænker jeg, jamen fint nok, nu har du chancen. Om de er 32 eller 42 eller 52, det er sådan set ligegyldigt. Men nu har du chancen for at lige sætte dig ned og svare på de skarpe spørgsmål, som du Peter lige stillede. Er jeg glad her? Hvad er det egentlig, jeg vil? Får jeg brugt mine talenter? Alle de styrker, jeg har? Vi har jo nogle gaver alle sammen. Får jeg dem sat i spil? Fordi så bliver vi bare nogle lykkelige væsener, når vi får lov til at bidrage med noget af det, som vi er dygtige til.

Og lige præcis det, som du selv siger. Folk er typisk gladere, når de laver noget, som de er gode til. Plus en lille smule af noget, som de ikke er så gode til, men som gør, at de kan blive bedre til det. Det er den der 80-20 ting. Det er sket igen. Vi snakker, og tiden går, og det er jo dejligt. Vi skal til så småt at runde af. Vi har et par minutter mere, tror jeg. Men hvis vi skal efterlade de to eller tre mennesker, der stadigvæk er sammen med os på den her optagelse, med ligesom en eller to ting, som de skal tænke over nu, efter de har set det her, hvad vil du så sige til dem, hvis man sidder og overvejer, hvordan man skal finde sit kald? Hvad gør man?

Jamen så tænker jeg faktisk, så skal vi tilbage til, at du i rulleteksterne sætter dine spørgsmål ind her. Fordi det kan godt være, at når jeg siger mærke efter, så er det i virkeligheden, jeg mener, at svaret på de spørgsmål, som du stillede der, det efterlader en følelse inde i os. Så hvis vi stiller os refleksionsspørgsmålene, og vi kan mærke, at vi bliver kede af det, vi bliver tunge, vi bliver triste, så er det nok fordi, vi er et stykke vej fra vores kald. Til gengæld, hvis vi kan svare på dem, og vi kan mærke, at vi bliver opløftet af det, så er det fordi, vi faktisk har ramt. Det område i livet, hvor kaldet findes. Og så skal vi jo også huske alle sammen, at kaldet skifter gennem livet. På et eller andet tidspunkt, når alle mine børn er flyttet hjemmefra, så giver det jo ikke mening, at jeg står og laver mad til dem herhjemme i mit køkken. Så må jeg finde på noget andet. Og det tror jeg også, det er karrieremæssigt. Det kan godt være, at man elsker at være iværksætter i mange år, og så på et tidspunkt tænker man, nu vil jeg gerne noget andet, fordi jeg har fået nogle andre interesser. Så nu skal mit job måske være et lønmodtagerjob, hvor jeg ikke skal tænke så meget over det, når jeg holder fri. Og det er der mange, der bliver forvirrede over, men det er bare så fint, fordi netop kaldet vil skifte alt efter, hvor vi er i livet. Men dine spørgsmål er relevante, uanset hvor vi er i livet.

Konklusionen er, still dig selv nogle spørgsmål om, hvor du er, om du trives med det, du laver, og om der er nogle ting, du vil ændre ved det, du går over.

Og mærk efter.

Og så er det naturligt, at ens kald skifter i løbet af livet, at man ikke behøver nødvendigvis at sidde på den hylde, man nu har fundet. I resten af sin professionelle karriere. Sine, det var en fornøjelse igen at tale med dig. Og i lige måde. Dem, der har kigget med, vi har optaget en anden episode med Sine Kolmers, som også er at finde på engine.nu, som er hendes hjemmeside, hvor man kan lære mere om det spændende arbejde, hun laver, og måske. Sende hende en besked og høre, om man skal have en samtale om der, hvor man er i livet, om man kan finde sit kald. Jeg hedder Peter Sorgenfrei, petersorgenfrei.com, der lærer mig lidt om, hvad jeg går og ruder med, og ellers så kan I skrive en kommentar, hvor man gør det på den platform, hvor I har set det her, og så kan det være, at vi laver en episode i fremtiden igen om et andet spændende emne, der berører os som professionelle mennesker. Tak for i dag, Sine.

I lige måde tak.