At Lege Sig Gennem Livet med Lars Bornemann Hansen

Velkommen til denne udgave af Samtaler. I dag skal jeg snakke med min ven Lars Bornemand Hansen. Lars er til dagligt skolelærer, har været det i 18 år på en specialskole i København. Men ved siden af, der ekscellerer han som DJ. Jeg tror i sidste weekend var du ude og spille. Og skal måske igen i denne her weekend, det ved jeg ikke. Det kommer vi til at tale om.

Ikke denne her weekend.

Så skal I gå ud i denne her weekend. Og så har Lars også haft en tøjbutik, så han har været selvstændig også undervejs. Vores tema i dag er at lege sig igennem livet. Og da Lars og jeg talte om det her for et par måneder siden snart, over en enkelt, kom jeg i hu, at vi jo mødtes. For tre år siden snart på Vejle Idrætshøjskole på sådan et familiekursus om sommeren. Og lynhurtigt så begyndte vi at lege sammen. Og det har vi jo sådan set gjort siden, når vi er i hinandens selskab. Lars, hvad vil det sige at lege sig igennem livet?

Ja, hvad vil det sige at lege sig igennem livet? Jeg tror, at jeg må starte med min tilgang til livet, og det er jo nok noget retrospekt, jeg har kigget på lidt senere. Jeg har tit en meget naiv tilgang til tingene, tror jeg. Og så går jeg lidt undersøgende til værks, og hvad er det for noget? Det er nok lidt en naiv tilgang, og hvad er det for noget at undersøge det? Man kan sige, at den lejende del af tilværelsen lige nu, Det er at undersøge lidt om AI og finde ud af, hvad det er. Kan jeg have det noget relevans i forhold til mit eget arbejdsliv og har brugt det i mit eget arbejdsliv i skoleverdenen? Sætte nogle historier sammen og se, om det kunne flugte med de unge, jeg nu har af undervisning. Så ja, det er det, jeg er lige nu. Hvad jeg leger med lige nu.

Når du har sagt det her historisk, når vi har talt om det her, så siger du den der naive tilgang. Det er meget sjovt, fordi vi lever lidt i et samfund, hvor det at være naiv har en negativ konnotation, altså en negativ betydning. Det bliver ligesom sagt sådan lidt i rettesættende, nu skal jeg lære dig noget, fordi du er jo naiv. Men jeg synes faktisk, at du bruger ordet rigtig fint, og måske mere rigtigt, end vi andre går og bruger ordet. Fordi det handler jo netop om at være undersøgende og udforskende, og ligesom glemme lidt det, man måske tror, man ved, og så se, hvad der kan åbne sig ved at gå naivt til et nyt emne. Ja.

Altså lige i forhold til AI, så startede jeg også igen med at undersøge det. Det er jo meget spændende, at vi kan bruge det. Og nu er jeg kommet hen et sted lige nu, hvor jeg hører ting om, hvor folk kommer med nogle af de store kanoner rundt omkring, at de kommer med indspark til, at nu går det måske lige lidt for stærkt med AI. Skal vi lige tænke over det? Hvad er konsekvensen ved AI? Og kigge på den anden side af det. Så ja, men at være undersøget på tingene og være nysgerrig, tror jeg. Jeg har lige haft praktikanter og skal tage op til eksamen med dem på mandag. Det er også et fokus i øjeblikket. Men for mig var det vigtigt at lære dem at stille sig undrespørgsmål. Og så sagde de, hvad er undrespørgsmålet? Jamen, vi møder alle sammen mennesker ude i verden, hvor vi har måske fundet forskellige pædagogiske indsigter, eller en forskellig retning, vi godt kunne tænke os at gå i. Og i stedet for at gå anklagende til dem, så kunne mere undrende, altså simpelthen lykkes at kunne stille undrespørgsmål. Og så tager I deres sted og lytter til dem med et åbent sind, og kan jeg lære noget af dem, og hvad kan jeg tage videre fra deres pædagogiske praksis i forhold til min egen, og hvad kan jeg overføre, og hvad synes jeg måske ikke flugter i forhold til, hvordan jeg godt kunne tænke mig at gøre det. Og som de så også oplevede, at kulturer på skoler, på arbejdspladser generelt er jo meget forskellige. De sagde til mig, at. De syntes, det var et fedt sted at være. Vores skole var jo bare glad for, at det var fordi, vi hilste på hinanden. Den skal vi lige have en gang til, at vi gjorde hvad. Jamen, vi hilste på hinanden. Det var en kultur, vi har på vores skole. Og for mig var det helt naturligt. Jeg blev mere overrasket over, at de sagde det. Hvad gjorde I så, da de havde været i praktik før, eller havde været ansat? Jamen, der hilste man ikke på hinanden. Og det forstår jeg. Altså gik I så bare forbi hinanden? Ja, det var kulturen. Man hilste ligesom inde i sit team, som var 6-8 stykker. Men resten på skolen, dem hilste man ikke på. Og det undrede jeg mig også over. Hvor igen kulturer er meget forskellige, og hvor man ender henne, og hvordan tilgår man til det. Og det er jo en oplevelse, de vil opleve mange gange, som jeg også selv har oplevet at møde mennesker, som. Har en anden tilgang til tingene end mig.

Og de andre mennesker på den anden arbejdsplads, som ikke hilser på hinanden, når vi så fortæller dem, at vi på din arbejdsplads hilser på hinanden, så er det sådan lidt, hvorfor det? Eller det er da lidt mærkeligt, vi kender jo ikke hinanden. Så vil de have alle mulige forestillinger om, hvorfor det faktisk er rigtigt at gøre det på den måde, som de gør det. Et andet eksempel, jeg har, det er min. Min eks-svigerfar, han er amerikaner jo, og når han gik ned ad gaden, så sagde han altid hallo. Og det han sagde på den måde, hallo, når han mødte folk, der kom imod ham. Og det kunne han gøre der, hvor han boede, som var i Massachusetts, sådan lidt uden for Boston. Men når han så kom på besøg i New York, så måtte vi jo sige til ham, at hvis han sagde hallo til alle på gaden i New York, så ville de synes, at han var dybt mærkelig, og nogen ville faktisk ikke bryde sig om det. Og sådan er det jo også. Du bor i byen, og jeg bor lidt uden for byen. Jamen, der er sikkert også andre omgangsformer, når du går ned til dine lokale for at hente dine pakker, for eksempel. Eller hvad man nu gør. Jamen, så er der en anden dialog, der ligesom fremkommer i det nærmiljø, vi er i. Så jeg kan sige, at jeg er på vej.

Det er okay at stille sig undre, altså undre sig over at stille spørgsmål højt. Så kan folk jo komme med den ene forklaring eller den anden, hvorfor det er sådan. Så kan man jo se, om man kan ændre det eller prøve at ændre det.

Men kan man ikke også stille sig for undrene? Altså behøver vi at stille spørgsmålstegn ved alting? Du kender godt typen, ikke?

Jo.

Hvorfor? Det er jo lidt sådan noget, som en to- eller tre- eller fireårig barn vil sige til sine forældre.

Ja, ja. Og det kan man jo godt. Det er jo sådan et idéelt spørgsmål. Hvorfor det? Og så det næste. Jamen, hvorfor det? Og så kan man jo også blive ved. Jeg håber, at nogle af de kulturer, vi indfører på de arbejdssteder, vi er hensigtsmæssige for, at vi bliver produktive og bliver glade, når vi går på arbejde og fungerer bedre sammen og skaber bedre. Samarbejdskraft. Det er jo for pokker det, man gerne skulle nå til, så man får, at man bliver glad af sit arbejdsliv, men man også får leveret et bedre produkt. Jeg tror, at lærdommen her de sidste års tid, i hvert fald for mig selv, som har været lidt udfordret i år, også omkring samarbejde osv., det har jeg også fortalt dig, at det, jeg måske lærte om, det er også at turde sige det højt, altså de udfordringer, man har. Både undre sig, men også være professionel og kultur sige det højt. Og her mener jeg ikke at låse dem over benet og fælde dem fuldstændig, men igen at stille sig undrende for nogle af de måder, de praktiserer deres pædagogiske praksis, hvis det giver mening.

Ja, og det er måske, nu kan det jo lidt til detaljerne, at det er jo igen, der har været to forskellige synspunkter af, hvordan man samarbejdede, hvordan man behandlede hinanden som kollegaer. Og du og jeg kan jo hurtigt godt blive enige om, at den måde, du ser verden på, er den rigtige. Men en anden person kan jo så sige, at den måde, jeg ser verden på, er den rigtige. Og så er det jo, at vi er tilbage i den vidunderlige rolle, vi har som mennesker med andre mennesker omkring os. At vi skal finde ud af, hvordan vi kan være i samme stuge, eller på samme arbejdsplads, eller i samme klasselokale. Og hvis vi ikke kan finde ud af det, hvordan kommer vi så ud af det på en måde, således at. At alle har lært noget og forhåbentlig ikke er knækket.

Det er jo det der fine professionelle uenige, hvis vi er det. Hvordan gør vi så alligevel fremadrettet, du og jeg, for vi skal den her vej?

Jeg talte med en af mine kunder tidligere i dag, som arbejder i et sydeuropæisk land. Og i det land, der er arbejdskulturen en helt anden. Og der kan man ikke til chefer tale på en bestemt måde, og det gør, at der er en masse ting, som ikke bliver delt. Så vi har den her opfattelse af italienere og folk, der bor i Spanien, og der er mange følelser, og de deler alt muligt og sådan noget. Men så lige så snart de kommer på arbejdspladsen, viser det sig, har jeg nu lært, så er det meget mere autoritært og meget mere indelukket, hvor vi jo som danskere i hvert fald har ry for at være sådan. Rimelig åbne og rummelige og gode til at snakke om tingene. Og svenskerne, de snakker jo kun, de gør jo ikke noget. Så det er selvfølgelig åbenlyst, at der er forskellige kulturer på tværs af landegrænser, men jeg synes, det er mindre åbenlyst, at der kan være så stor forskel på den måde, som du synes, at en arbejdsplads skal være på, og at dine kollegaer for eksempel i dit tilfælde.

Ja. Og der er selvfølgelig også igen noget ledelsesmæssigt, der skal sætte nogle rammer for, hvordan jeg længere nede på gulvet skal fungere, uden at måske komme nærmere ind på det. Men det må være dem, der sætter retningen, og så inden for hvad for nogle rammer jeg skal bevæge mig. Og så skal jeg finde ud af, hvordan jeg er dygtigst inden for de rammer.

Det er jo lidt ligesom et professionelt sportshold, hvor den danske landstræner har lige fornyet sin kontrakt, og vi har fået en ny træner til kvindelandsholdet også. Og det er jo lidt den samme der. Der er en eller anden træner, han siger, at vi selvfølgelig alle sammen er interesserede i at vinde nogle kampe, og du spiller venstre bakke, og det er ligesom på den her del af banen, og så har du nogle frihedsgrader, men primært så er du ligesom herovre og skal spille på den her måde, for at det system, som jeg nu sætter i gang, det virker. Og sådan er det jo også på arbejdspladser, du har jo helt ret. Du er skolelærer, du har en klasse og nogle børn, som du skal tage dig af og sørge for at få proppet noget i hovedet på dem. Og så er der en skoleleder, som skal sørge for, at helheden også fungerer. Og I spiller to forskellige roller. Men vi skal ikke nødvendigvis snakke så meget om det specifikt. Lad os komme tilbage til det legende i livet. Du var ude og DJ i weekenden.

Ja, det var i lørdags. Jeg har igennem de sidste 20 år siden lærerstudiet, en af mine rigtig gode kammerater, haft en lille geschäft, hvor vi tog ud og spillede noget musik og fik folk til at danse. Nu afslører jeg nok lidt om min alder, når jeg siger følgende. Vi startede i 30'erne om 30 års fødselsdag og med bryllupper. Og siden blev det 40 års fødselsdag og nogle bryllupper, og nu er vi rådet over i 50 års fødselsdag. Så vi har ikke fået sat over begravelserne. Jeg vil sige, at bryllupper er det fedeste at spille til. Og det er bare fordi, det er bare kærlighed derudad. Jeg har haft en enkelt dårlig oplevelse, vil jeg sige, men det var en mand, der havde fået lidt for meget. Så jo, og det var folk fra Jylland, og de fyrede af. Vi skulle lige have et par pointers. Når vi sidder og spiller, så plejer vi at bede om en lille playlist på 5, 8, 7, 10 numre, så vi har en eller anden idé om, hvor vi skal spille henad, hvad folk godt kan lide at danse til osv. Men her skulle vi lige have lidt mere hjælp. Når vi kommer, så siger vi altid, at I er så velkommen til at komme op og ønske, men hvis man ønsker, skal man også. Jeg har haft en fyr engang, der satte sig op og hørte noget ordentligt heavy, og så satte han sig bare ned, og så brød han lige dansegulvet samtidig, og så tog det lige en time for at få folk ind igen. Så den lærte vi af, og hvis man ønsker, så skal man også danse. Det har fungeret meget godt. Jeg har aldrig ønsket at være den der arrogante DJ, der stod der bare op og pudset sangen, så nu skal de æde og sparke med at høre, hvad jeg kan spille for dem. Der vil jeg egentlig hellere sætte gang i en fest og få folk til at danse. Og det legende kommer måske ind i, at jeg har haft i alle årene knæklys med. Selvom min kammerat sagde til dem, hvad med de knæklyse? Jeg sagde, hey, det virker. Det skal vi blive ved med. Og det virker stadigvæk. Folk er små børn, når de får knæklys på eller med eller plejer med dem.

Og det er uafhængigt af, om de er 50 år eller om de er 15, ikke?

Jamen begge dele. Både vi var ude og spille forrige weekend, og der var både børnene, der tog kniklæsende, og fædrene og møderne. Så ja, det er nok.

Grunden til, at jeg vil tale lidt om det, det er jo netop det der med, at du dukker så op. Det er en fest. Der er selvfølgelig en årsag, bryllup eller fødselsdag, eller hvad der kan være. Der er en masse mennesker, som kommer, og så tillader de sig selv måske at lege lidt mere. De tillader sig selv at. Og danse lidt sjovt, og de tillader sig lidt at stå i rundkreds og klappe af den ene eller anden, der ligger på gulvet og prøver at breakdance, og de tager knæklysene frem og sådan noget, så der bliver givet lidt mere frit, altså lidt mere frihed, og så går de tilbage måske om mandagen til deres mere formelle roller. Hvordan trækker man DJ-festen med ind i hverdagen?

Hvordan trækker man DJ-festen med ind i hverdagen? Ja. Uha. Jamen, hvad tænker du i forhold til arbejdslivet eller i forhold til hverdagen?

Også privat. Jeg spiller jo tit musik herhjemme og danser om morgenen, når Theo, min dreng, Theo, der er lidt slukket og lidt træt og ikke rigtig gider i skole og sådan noget, så fyrer jeg den jo af. Det er måden, jeg tager festen ind i hverdagen på.

Vi havde på et tidspunkt, og det er jeg jo lidt ked af, at vi så er gået væk fra, og har lidt snak med dig her, der havde jeg noget, der hedder morgendans med min datter. Når vi vågnede, så hentede jeg en lille pose højtaler, jeg har, og så satte vi den ind ved sengen, og så fyrede vi den lige af en kvarters tid oppe på sengen. Det kunne være, at det er en hukommelse til i morgen, kan jeg godt høre. Det er jo morgendans. Og ellers er vi generelt glade for musik. Jeg batter nogle gange med min datter på tekster. Det er desværre allerede gået helt galt, for hun er allerede væsentligt skarpere til end mig.

Er det vel også nogle andre kunstnere end dem, som du har lyttet mest til?

Jo, lige pt. er det mere nyt og dansk. Det sidste er den, der hedder Ida Laubær, Terrier hedder den. Den hedder Terrier, men Bitteren Terrier. Den har egentlig været rimelig meget på rotation, men fed sang og fed tekst, og den kan hun så nu.

Så I battler omkring tekster, og I har lavet morgendans. Men nu for eksempel på dit arbejde. Du er jo rimelig animeret. Du er faktisk altid en glad dreng, når jeg har mødt dig og set dig og talt med dig. Du kan hurtigt få en fest op at stå. Det har vi jo gjort et par gange også på Vejle. Du bringer udklædning og alt muligt. Det er jo mega fedt. Hvordan gør du det på arbejdspladsen? Hvordan bringer du det gode humør i spil og festen i spil på arbejdspladsen?

Der deler slik ud. Du deler slik ud? Ja, det er helt galt, når jeg siger det. Jeg har et skab med slik i. Det er ikke noget svagt. Det er morfars slik, kalder jeg det. Det er der, hvor tænderne holder. Så det er de bløde sager.

Du stikker simpelthen ungerne til jer?

Nej, det skulle ikke til ungerne. Det er kollegaerne. Det er når jeg lige tænker, at de har brug for et lille bånd til, eller et eller andet, eller lidt chokolade. Så går jeg lige en runde med slikket. Og nogle gange printer jeg også lidt ekstra ud af jeres øjne.

Jamen det synes jeg da er en god idé.

Og nogle gange så printer jeg også lidt ekstra ud af, hvis jeg ved, at jeg har lavet et eller andet undervisningssæt, hvor jeg tænker, at det skulle egentlig meget fedt. Det er da godt, at nogle andre kan bruge. Så printer jeg lige en ekstra ud og lader den ligge. Så hvis der er nogen, der har lige brug for at tage den med, så er det okay også. Men det første, der kom i min mind, det var faktisk slet ikke strammet.

Men igen, Lars, jeg vidste, at der ville være nogle guldklumper her sammen med dig. Fordi vi har jo ikke talt om den her samtale, og vi har slet ikke forberedt os. Det er jo sådan formatet er. Men to ting. Et, at have noget, som man lige kan hive frem til sine kollegaer, som kunne være noget slik. Det kunne også godt være, at man stillede en plante på et bord, eller de der små gestures. Men i dit tilfælde, der er det jo meget tydeligt, at det ved dine kollegaer, at du gør, og de værdsætter det, og de bliver glade, når du gør det. Også selvom det er morfar slik, og også selvom det sker en gang hver anden uge, eller hvad det nu er. Men den der med at efterlade en lille gave, en lille hemmelig gave til en kollega, som de så kan tage uden at spørge, eller uden at du giver den til dem, den kan jeg rigtig, rigtig godt lide. Altså den der idé om, at du ligesom gør andres liv nemmere, deres arbejde nemmere ved anonymt, de ved jo godt, det er dit, for der står sikkert dit navn på et eller andet sted, eller det kan de sikkert finde ud af, men altså, at der er en eller anden form for. For overlevering er noget, der gør deres liv nemmere. Den synes jeg er rigtig fin.

Den sidste, jeg lå liggende dernede, der gav jeg også en videre til en kollega. Det var lige omkring læseforståelse og hele opbygningen, hvordan man går fra bogstavgenkendelse og lyd og fonemer og videre til ord og lydrette ord osv. Så ja, men ja. Ja, det er en af tingene, jeg også gør.

Så jeg tror, for dem, der arbejder i mere traditionelle kontormiljøer, der er der jo tit den der med, at man diskuterer, hvem der har taget den sidste kaffe uden at lave en ny kande. Nu har vi efterhånden alle sammen fået de der maskiner, så det problem er måske ikke så stort.

Den har jeg også løsning på. Der har vi mere med mælken. Hvad gør man? Ja, men så går man ind, og så kører man et hundrede af de der små mælke-refills der, og så har man dem udskabet. Så har man også lige en ekstra af dem.

Okay. Så prøver vi den næste. Hvad gør man, når nogen spiser ens medbragte mad?

Jamen, vi har også nogen, der har manglet nogle sodavand og sådan noget i køleskabet. På et eller andet tidspunkt, hvis man ikke gider mere, og hvis der mangler for meget, så skriver man vel en mail rundt og siger hej.

Du kan ikke tage med at spise hinandens makraldtomat. Ja, ja.

Ellers stiller man stærkt tidligt op. Jeg ved det ikke.

Men I troede med vores tema med legende i livet, ikke? Ja. Den der idé om at stille, måske stiller man lidt ekstra mad, eller måske tager man den der lille trekant mælk, eller måske sådan nogle små, de der paid forward gestures, eller sådan ligesom tjenester, man lægger ind i banken. Det er jo også en form for at komme legende igennem livet, for det gør jo netop, at man. Man skaber nogle muligheder for, at andre får en eller anden form for glæde eller positiv oplevelse, uden at de så skal komme hen og klappe dig på ryggen og sige, ej Lars, hvor er du en flink fyr, fordi du har taget de der medlemmer med.

Jamen jeg har aldrig tænkt, at det skulle være en bonus for mig fremadrettet. Det har egentlig aldrig været sådan. Jeg ved sgu ikke, hvor det kommer fra.

Ja, det er jo derfor, det virker. Fordi folk ikke har den fornemmelse, at du gør det for din egen menings skyld. Du gør det, fordi du synes, at det er løst. Så er det et problem overhovedet.

Jeg synes jo rent faktisk, at det er hyggeligt, hvis jeg lige går en rundtur med slikket, og det er lige, ej mand, det er de gode bolde, så jeg er helt sikker. Nu må jeg tage det. Altså det er, ja, nogle gange har jeg de der dage, hvor man lige, du ved, skal lige have et bolde til eller noget. You know? Vi har jo lige fået en ny kollega, som er diabetiker, hun er jo så blevet min bedste ven efterfølgende. Når hun lige mangler lidt chokolade, så har jeg jo altid lige lidt chokolade.

Hvis du en dag skulle lave noget andet end at være DJ og skolelærer og hvad du ellers går overhovedet med med AI, og jeg ved også, at du sidder og programmerer nogle ting, så det kan være, at der kommer nogle tech-ting ud af dig på et tidspunkt, så skulle du jo være sådan en superkoncierge på et hotel eller mætter de på en restaurant eller et eller andet, fordi du er bare ham, der får folk i godt humør. Du fikser whatever problems they have. Og alle blev bare glade ved at være en anden af dig. Så der er en anden karrierevej der.

Ja. Jeg gik lidt for sjov, at man skulle være HR et eller andet sted. Måske er det også, at jeg bare bekymrer mig om human being. Jeg vil sige helt basalt, at de gange, jeg så også bliver skuffet, det er jo også de menneskelige behavior. Og det er jo nok det, jeg så også fordrer glæden ved, at de her boldsager, det lyder måske åndssvagt, men at vi skal have det godt, hvor vi er, og vi skal være ordentlige ved hinanden, og vi skal snakke sammen, og vi må gerne tage pis på hinanden, og der må gerne være højt til loftet. Ja, så måske er det det.

Og det går jo, altså det er der nogle arbejdspladser og nogle kulturer, hvor det er. Den sidder bare lige i skabet, det vil alle de andre gerne. Og så er der nogle arbejdspladser og nogle kulturer, hvor det måske kan være lidt sværere. Jeg er jo kommet i rigtig mange forskellige virksomheder gennem årene, både som kollega, men også som ekstern. Og du kan næsten se det, når du kører op til bygningen, eller tager elevatoren op, eller kommer ind på kontoret. Med det samme kan du ligesom fornemme, at det her er et af de steder, hvor vi godt kan være. Og selv, Arne, eller er det her et af de steder, hvor vi skal være noget andet, fordi der er en kultur, hvor vi helst skal se ud på samme måde, tale på samme måde og tænke på samme måde? Og det kan jo være svært for sådan nogen som dig og mig, som går i folk med træsko på, og vi er jo bare dem, vi er. Og så er det klart, at der er nogen, der støder sig på os undervejs, men man kan jo ikke være venner med alle.

Jeg ved ikke, om det er derfor, at trykkesnakomanen ikke har flyttet sig de sidste mange år, men nu har jeg været snart et andet år samme sted, og de ved godt, hvad jeg står for. Og de ved godt, at jeg har et positivt udtryk i det. Det er gjort med hjertelighed bagved. Både når vi er søde ved hinanden, tager pis på hinanden. Vi vil gerne hjælpe hinanden, vi vil kære os om hinanden. Jeg tænker nogle gange, om det er derfor, jeg er blevet, hvor jeg er. Om det ville være svært at starte forfra et andet sted. For ja, jeg kan godt støde folk på manchetterne. Det kan jeg godt. Jeg er også min meningsmål og siger dem gerne højt. Og jeg tager også gerne og tillader mig at være ham den dumme, der stiller dumme spørgsmål, for at andre kan få noget info. Det er jeg okay med. Det er også sket flere gange i en. Så måske er det derfor, jeg har været mange år samme sted. Men jeg er jo også glad for det, og det er jo nogle gode kollegaer, og ellers havde jeg helt sikkert heller ikke været der i så lang tid. Det betyder meget for mig, at jeg har nogle søde kollegaer.

Og det er jo også mere og mere sjældent, at man bliver 18 år på den samme arbejdsplads.

Ja, jeg havde jo en eller anden idé om, at jeg skulle skifte hver 10 år. Ja, og så gik tiden ikke, og så blev jeg bombet fra 10. klasse ned i 1. klasse, og det var så også et helt nyt job. Og det var da også en udfordring, som jeg synes, jeg har taget og løst på bedst mulig måde.

Altså min mor, hun var jo også folkeskolelærer, og hun var det i 40 år. Ja, samme skole. Ja. Og dengang, der tog man jo klasserne fra 0 helt op til. 9, ikke? Og så ned igen, og så 0 til 9. Det gjorde man så et par gange. Og så ændrede de jo det til, at der var nogle lærere, der var specialiseret i indskolingen og mellemskolen og udskolingen, ikke? Men på et tidspunkt, så sagde min mor, altså jeg tror, det var anden eller tredje gang, hun ligesom var oppe i 7. og 8. klasserne, så sagde hun simpelthen til sin skoleleder, jeg skal ikke ned og være lærer i 0. eller 1. eller 2. eller 3. Du bliver nødt til at beholde mig heroppe og være. Så kan det godt være, at jeg ikke skal være dansk lærer, men så må jeg bare undervise i. Hun underviser også i tysk og idræt, ikke? Og hendes argument var ikke børnene. Hendes argument var forældrene. Hun kunne simpelthen ikke overskue at skulle håndtere den nye generation forældre, der kom ind og var helikopterforældre og alt muligt andet bag deres børn. Så det var hendes argument dengang. Det var mange år siden.

Ja, nu skal jeg varme min mund, tror jeg.

Lad os tale om noget andet.

Nej, men det er jo relevant nok. Jeg tror også, at grunden til, at jeg har været der, hvor jeg har været så mange år, det er, at de forældre, vi har, de bekymrer sig om deres barn. Jeg kan sige, at andre forældre ikke gør det. Det er ikke andre. Men de er oprigtigt glade for den hjælp og den støtte, vi giver de unge. Og jeg skal ikke føle, at der bliver skudt efter benene. Det havde jeg en oplevelse af, da jeg var ude i min praktik, inden jeg var færdig som skolelærer. Jeg havde en praktikperiode i en skole ude i Løgnby, og på vej op fredag eftermiddag om, hvorfor lille Malte ikke havde spist sin lørdagsdagsmad. Undskyld, hvad? Hvorfor spørger du ikke Malte selv? Du bliver nødt til at stole på, at når det er mig, som lærer, der står inde i det læringsrum, så er det mig, der har autoriteten, og mig, der har uddannelsen. Og du må stole på, at det gør jeg godt nok, uden at de står halvt inde og med ind i undervisningen. Ligesåvel som hvis du sælger forsikringer, så ringer jeg heller ikke til dig en fredag eftermiddag og fortæller, hvordan du skal sælge forsikringer. Det stoler jeg på, at det har du lært.

Det er dit job. Men fordi vi alle sammen har børn, eller dem, der har børn, så ved vi jo selvfølgelig godt, hvordan skabet går. Og det er sjovt, fordi du har nævnt den der før. At de forældre, du har, har en anden empati og en anden forståelse og en anden tilbageholdenhed over for jer, fordi du er på en speciel skole, hvor ungerne har forskellige udfordringer, som kræver en anden form for uddannelse og talent end almindelige folkeskolelærere, som jo bare er ligesom dig og mig. Hvor svært kan det være at undervise i matematik? Det kan være rigtig svært. Jamen, det ved jeg godt. Jeg har jo også undervist lidt, så det forstår jeg godt. Lars, du havde en sidste pointe.

Nej, der er ikke noget underkendt ved at være ude i normal folkeskole med 28 elever.

Nej, men det er jeg fuldstændig enig med dig i. Jeg var lige til at starte med chancen på min søns skole. Og tale med hans to lærere omkring, hvordan skolen kører, og hvordan det er med alle de der unge og sådan noget. Og jeg har til alle tider sagt, og nu ved jeg selvfølgelig også fra min mor, men altså skolelærere og politibetjente og brandmænd og sygeplejere og hvad der ellers er af jobs i samfundet, der får det hele til at hænge sammen, skraldemænd, altså det er jo noget af det mest utaknemmelige, underbetalte, ikke særlig velansete. Og det er noget, alle har en mening om. Og brokker sig, hvis det ikke fungerer lynhurtigt. Hvor der er nogle andre jobkategorier, som er lidt mere beskyttede. Der er ikke ret mange, der brokker sig til en arkitekt, hvis han tegner en streg, der er lidt skæv. Men lad det nu ligge. Lars, det er jo skidt hyggeligt. Vi skal til at runde af, som sagt. Og til dem, der har kigget med, jeg håber, at I har nyt at lære Lars. Lidt at kende og høre lidt om det at lege sig igennem livet.

Peter, må jeg ikke sige den sidste ting?

Jo!

Hej til dig derude, der sidder og kigger. Hvis du er knivskarp til at kode, og tænker, ham der Lars, han er æder i manden, der sker noget der, så kontakt mig lige, fordi jeg har et par projekter, der ikke er nået helt i mål. Det her er noget lidt kreativt, men det der med at få det helt i mål med de der kodningsprojekter der, Det der jævla skridt der. Så skal du bare lige kontakte mig, så sker der noget.

Det er det første og nok sidste og måske eneste gang, der er nogen, der forsøger at annoncere på denne her lille video-podcast-ting, som ses af et par tusinde mennesker. Men man ved aldrig. Og hvis man har glemt det, Lars sagde, så kan man altid bare kommentere nedenunder eller skrive til mig. Så skal jeg nok sørge for, at I bliver forbundet. Igen, Lars, tusind tak, fordi du vil være med. Vi laver flere af dem her, flere af de her samtaler, og vi laver også nogle på engelsk. De hedder Conversations. Så hvis du har en person, som du synes, jeg skal tale med, så må du endelig sige til, så gør jeg det samme med dem en gang i fremtiden.

Tak for i dag, Lars. Selv tak. Ciao.