"Balance" med Signe Kolmos

Så er vi tilbage med endnu en udgave af samtaler, og med mig i dag igen er Sine, Sine Koldmors. Velkommen til.

Jo, tak for det, Peter.

Og vi fik startet lidt sjovt i dag, og det er måske meget belejligt, fordi vi skal tale om balance. Og vi fik startet lidt sjovt, fordi jeg havde sendt. Lang tid siden et zoomlæg til dig, som du selvfølgelig pligtskyldigt var logget ind i. Og så sendte jeg lige et zoomlæg lige inden mødet, fordi det havde jeg jo lykkeligt glemt. Og så sad vi og rådede frem og tilbage. Og det er jo lidt en sjov start, når man taler om balance, fordi for mig, jeg kan mærke, at jeg ikke er i balance, når sådan nogle ting sker.

Ja. Ikke?

Altså, at jeg kommer til at. Flyder i, hvor jeg skal være henne i verden til et møde, eller om jeg har gjort nogle ting. Altså når det lige pludselig er sådan last minute panic, så er det nok fordi, at mit system ikke er i balance.

Ja.

Det kan vi tale lidt om i dag, og selvfølgelig en masse andre ting.

Ja. Men ved du hvad, det smadrer skæg, du nævner det, fordi da du skrev det her, nu skal vi snakke om det at være i balance, så tænkte jeg lige præcis det, du beskriver der, at Balance mærker vi jo primært, når vi ikke er i den. Når vi er i den, så svarer det til, at jeg har ikke ondt nogen steder. Det kan vi jo ikke mærke, men når så vi begynder at få ondt, så mærker vi, at nu er jeg jo pludselig påvirket af smerte, nu er jeg ikke smertefri. Men tilstanden at være smertefri, eller tilstanden at være i balance, det er simpelthen så svært for os. Så det er jo først nemlig, når vi lige bouncer lidt på noget som, hvor mange test, eller hvor mange links har jeg lige sendt ud til det her møde? Der er nok et eller andet, jeg skal være opmærksom på. Så det er super. Fedt, du bringer den op som meget konkret case på det her.

Og som du siger, det er lidt ligesom, når vi har influenza. Og jeg vil slet ikke get in on the topic på man flu og alt det der, fordi det tror jeg ikke rigtigt på. Men når vi er syge, så har vi det jo skidt nogle dage, og så får vi det stille og roligt bedre. Og i takt med, at vi får det stille og roligt bedre, så glæder vi os til, at vi får det normalt. Men når vi så har det normalt, så glemmer vi lidt, hvor godt det egentlig er at have det normalt. Altså at vi ikke har feber, og vi ikke ligger og snottede, og har ondt i ledene og sådan noget. Og jeg tror, at der er der nogle meget tydelige signaler. Feber, snot, ondt i ledene, ondt i ryggen, hvad man nu har. Men når vi render rundt i vores tilværelse, i vores dagligdag, og vi ikke er under sygdom, men vores systemer alligevel er under pres. Så er signalerne ikke lige så tydelige.

Nej, men det er rigtigt.

Er der noget her, hvor man laver en bøf, når man skal tale med dig, eller man glemmer et eller andet på vej ud af døren 3-4 gange i træk, og så tænker man, at der er et eller andet galt? Der skal ligesom mere til, for at vi opdager, at tingene ikke er, som de bør være, tænker jeg.

Det er rigtigt. Der skal rigtig meget mere til. Og det du beskriver her, det er, at du drager et link mellem, at nu er jeg kommet til at glemme, at jeg faktisk havde sendt et link, og nu sender jeg et andet. Det betyder, at det er for dig et symptom på, at jeg er rykket lidt ud af min overskudszone, der hvor jeg er fuldt i kontrol med, hvem jeg er, hvad jeg skal osv. Så det ser jeg som et tegn på ubalance. Rigtig mange mennesker gør jo det der, og så bliver de bare irriterede. Nå, det var sgu da også irriterende, og så mylder jeg videre. Altså bliver ligesom inde i ubalancens hamsterhjul, fordi de ikke har lært, hvad det egentlig er, de ser de her tegn på. Og det tror jeg både du har oplevet, og det har jeg i hvert fald ved Gud for mig selv oplevet, at være i perioder af mit liv, hvor det var mega irriterende, at der blev rødt lys, når jeg nu skulle hjem fra arbejde. Det var mega irriterende, at jeg ikke kunne finde parkeringspladser. Det var mega irriterende, at der var så mange mennesker ude at handle, når jeg skulle ud og handle nede i Netto. Og det var der på et tidspunkt en psykolog, som jeg havde rigtig mange gode samtaler med, som netop sagde, Du siger, at det var mega irriterende at skulle køre herhen til mig, fordi så var der bare kø. Hvad tænker du, at det kan være en trigger på? Rimelig ledende spørgsmål. Og det var først der, jeg tænkte, hold da op, hvor har jeg mange signaler, som i virkeligheden hele tiden fortæller mig, at dit overskud er bare væk. Altså, du er ude af balance. Fordi selvfølgelig er det irriterende at holde for rødt lys bevaret. Men det der, at det virkelig fik mig agiteret. Meget frustreret over det. Og det er da blevet sådan en ting i dag, når jeg kører ud i verden og skal gøre og interagere med den verden. Hvis den irriterer mig enormt meget, så ved jeg godt, at det har nok ikke særlig meget med verden at gøre. Det er mere, at jeg selv har mistet kontrollen i min hverdag og er skrevet ud af balance. Så nu er min resistens i forhold til det, jeg kan blive påvirket af derude, den er altså ikke særlig stor længere. Og så må jeg hjem til mig selv og finde ud af, hvor er det, det lige er læset af tipet skævt.

Hvor skal der nivelleres? Og det er jo meget sjovt, fordi jeg har igennem livet været meget længe i et stadie af, hvor jeg måske har været lidt hurtig til at blive frustreret over ting, der skete omkring mig. Nu nævner du trafikken. Jeg cykler, og så er der en eller anden, der holder dobbeltparkeret på cykelstien. Det irriterer mig grænseløst. Sådan nogle ting. Men dengang, der lå jeg ikke mærke til det. Der skete det jo bare. Og så havde jeg det, som jeg også har skrevet om det for nylig og delt i mit nyhedsbrev, altså i 2019, hvor det hele bare brændte sammen, og jeg var nede og ligger, og jeg slet ikke kunne fungere rent kognitivt. Og siden dengang kom jeg ud på den anden side af det. Nu er jeg meget mere bevidst om det. Så da vi skulle tale i dag, og det er tilfældigt, at vi skal tale om balance, så kom jeg til at tænke på, at jeg faktisk den seneste måneds tid, siden jeg tror, det var, vi sidst snakkede sammen, Et par gange har jeg irriteret mig på cykelsstien. Og det kan jeg ikke huske, jeg har gjort i overvis. Lige pludselig nu er jeg irriteret igen, når der er nogen, der gør noget dumt. Jeg synes, det er dumt. Så derfor er det mega fedt at sidde her sammen med dig og være meget. Jeg er et sted lige nu, hvor jeg ikke er i balance.

Ja, men det var faktisk lige præcis. Og det er ikke fordi, jeg har haft en fornemmelse overhovedet af det, Peter. Og jeg er rigtig. Du sidder der i en super lækker hættetrøje, som jo i virkeligheden signalerer, Okay, måske jeg skal give jer ned, eller i hvert fald måske give jer op på nogle andre ting i livet. Fordi det er nemlig det, jeg har gået og tænkt på dig, og har faktisk været nysgerrig. Hvor er du henne med din balance? Og nu siger du det jo så nu. Jeg er lidt ude af den. Og hvad er årsagen til det?

Det er det samme problem, som jeg har, og altid har haft. Det er, at når jeg bliver begejstret for et eller andet, typisk professionelt begejstret, så kaster jeg mig bare mere og mere ind i det. Og så har jeg svært ved at sige nej til nye kunder, for eksempel, eller speaking opportunities, eller andre ting. Eller hvis der er nogen, der spørger mig om netværkshjælp, så hopper jeg altid til at sige, lad mig se, om jeg ikke kan hjælpe dig med at finde dit næste job, hvad det nu kan være. Så det er det, der er sket. Og så er der sket det, at jeg er jo super planlægger med min kalender, men jeg har kommet til for mange ting ude i fremtiden, uden at reservere tid til en tirsdag og have fire timer, hvor jeg ikke skal noget, således at jeg får mulighed for, at hjernen lige slapper lidt af, og jeg kan gå en tur og sådan noget. Og den eneste løsning på det, Det er at gå i gang med at aflyse ting, som jeg allerede har kommet til. Det har jeg det skidt med, men det er det, der er nødvendigt. Det andet er at begynde at lægge nogle ting i kalenderen, således at jeg ikke har tilbagevendende møder og ting i løbet af dagen. Og så selvfølgelig holde fast i de gode vaner, som du ved. Jeg hopper i vandet hver morgen. Jeg mediterer hver morgen. Jeg bruger ikke tid på computeren typisk før kl. 8. Det, der bliver postet på LinkedIn, det kommer mere eller mindre automatisk. Så de vaner havde jeg også lige glemt i en 14-dag-3-ugers tid.

Lige præcis. Vi glemmer at tage vores medicin. Fordi vi har det godt. Når du starter med at sige det der, når vi ikke har influenza, så glemmer vi, hvor godt vi faktisk har det. Og så kan vi sjuske lidt. Så glemmer vi at tage vores vitaminpiller, vi glemmer at spise sundt og alt muligt. Og så når vi har influenza, så tænker vi, hvorfor tog jeg ikke vitaminerne? Hvorfor spiste jeg ikke lidt bedre? Eller hvorfor trænede jeg ikke lidt mere? Men det giver mening. Og det interessante er jo også, nu er du jo enormt opmærksom på det. Og allerede det at kunne se, at jeg har allerede måske booket noget ind august, september, og fordi der ligger så meget derude, der har jeg heller ikke fået reserveret tid. Det vil sige, at det her er ikke bare en her og nu ubalance, som vi jo godt kan holde til at være i, en stresspåvirkning, noget som er ukontrolleret. Men når det breder sig ind i fremtiden, jamen så er der jo den vej, som du lige præcis beskriver, at aflyse. Om end det gør ondt og smerter en, fordi det ikke er den, vi har lyst til at være, har vi sagt ja, så vil vi jo også gerne levere selvfølgelig. Jamen det er interessant, Peter.

Men jeg tror, det der hjælper mig, når jeg så skal aflyse ting eller sige nej til nogen, det er et udtryk, som jeg for mange år siden hørte, men som jeg egentlig ikke har taget til mig før end for nylig, og det er den her idé om, at man ikke skal skabe en ny patient. Så inden for beredskabsstyrelsen og for USA Emergency Medical Technicians, dem der kører ud, ud og redder folk i trafikuheld eller andet. Der siger man, at man ikke skal skabe endnu en patient. Det betyder, at man er nødt til at passe på sig selv først, når man på siden af en motorvej skal hive en eller anden ud af en bil og sørge for, at de overlever. Men det kan du altså kun, hvis du ikke lige træder baglæns ud i trafikken. Så den her idé om, og det er jo lidt det der med vores maske i flyet, som også tit er brugt, ikke? Altså, min undskyldning til mig selv er at sige, Nå jo, men jeg kan ikke være noget for andre, hvis jeg ikke er noget for mig selv. Så derfor er det okay, at jeg. Siger, at jeg ikke kan komme og tale til det her event alligevel, eller jeg ved godt, at vi havde aftalt, at vi skulle starte et forløb i september, men det bliver altså først til december. Sådan nogle ting. Og det har jeg jo meget nemmere ved i dag, end jeg havde før. Nu skal hele samtalen ikke nødvendigvis handle om mig.

Nej, nej, nej, bestemt ikke. Men det var rart, tak fordi du deler. Fordi jeg synes lige præcis, at den case her, nu er det så dig, der fylder den ud med dit ansigt og din energi, men den her case er jo super relevant, fordi jeg møder jo også rigtig mange, som kommer ind, og alle de mennesker, der sætter sig i mit mødelokale, de er jo ude af balance. Der var ikke nogen grund til at være over for mig i en samtale og betale penge for det, hvis ikke det er, fordi man er rykket lidt ud. Og så er hele vejen ind til at komme i balance, er jo netop det, som du beskriver her, at lære sig selv at kende. Hvornår er det, jeg farer vildt? Hvornår er det, jeg netop får sagt ja? Fordi det, som jeg oplever, at alle kommer til at gøre, det er netop at sige ja til alle andre end dem selv. Og så derigennem få skabt den her patient, som er fuldstændig udmattet og udmæret og ikke har fået noget som helst pleje og pasning. Men til gengæld har vi været ude og passe alle de andre, om det er aftaler ind i ens virksomhed, eller det kan også være med ens hustru eller mand. Hvis du har brug for det, så bliver jeg jo nødt til at levere det, selvom jeg selv er fuldstændig presset og udmattet og stresset selv. Og er jeg så stadigvæk en god partner?

Og vil du vide, at jeg tror, at den er rigtig svær, den der, fordi jeg kender nogle mennesker, som er super gode til at sætte sig selv først. Og da de begyndte med at gøre det, der virkede det jo sådan lidt socialt uacceptabelt. Altså, de sagde nej til familieaktiviteter, de sagde nej til venneaktiviteter, de sagde nej til arbejdsaktiviteter, og var virkelig sådan meget du ved, det er det her, jeg skal. Og der begyndte dem omkring dem så lynhurtigt at sige, at det er da også egoistisk og selvcentreret, at han gør sådan. Og jeg stemte skulle lidt i dengang, jeg var sådan lidt, ja, det synes jeg egentlig også. Men så begyndte jeg at tænke over det. Det at være egoistisk er jo ikke nødvendigvis negativt lavet, hvis det handler om, at du tager dig hånd om egoet for så at kunne være det, som du gerne vil være for andre. Du og jeg i vores professionelle virke er jo relativt meget over i andre. Vi giver meget af os selv, når vi sidder i lokalet med vores klienter og prøver at hjælpe dem osv. Så det kan vi jo kun gøre, hvis der stadigvæk er energi i tanken og dagen er omme. Så derfor tror jeg sådan set, at det er fine and fair. Er der et mønster? Har du set et mønster over årene, hvor når folk kommer til dig, at de signaler, som de taler om, er de de samme på tværs af mennesker? Altså er der en eller anden form for. Sammenhæng, som vi kan give de 3-4 mennesker, der ser med på det her, nogle signaler, som de kan kigge efter i deres dagligdag for at finde ud af, om den er ved at komme i ubalance.

Altså, vi har allerede været inde på flere af dem, ikke? Det her med at irritere sig over ting, som sker omkring en, som man ikke kan kontrollere. Være frustreret over, at det blev regnværk på den der konfirmationsdag. Jamen, selvfølgelig er det møghammerne ærgerligt, men hvor frustreret skal jeg blive? Det er jo ikke noget, jeg kan gøre noget ved. Og frustreret, altså hurtigt blive irriteret på deres børn. Og der er mange, der kommer ind og siger, at jeg er sådan en dårlig mor, jeg råber af mine børn hele tiden, det har jeg faktisk ikke lyst til. Men når jeg kommer ind ad døren og falder over to skoletasker, så mister jeg den bare, og så går jeg jo fuldstændig ballistisk, for jeg har jo sagt til dem 200 gange, at de skal fjerne de skoletasker. Og selv inde i mit lille rum, så kan de næsten blive helt frustrerede over det, hvor vi må jo sådan sige, okay prøv det. Rolig nu, ikke? Hvad handler det her egentlig om? Så det her med, at man møder omverdenen uden det der overskud til at sige, Nå ja, der er kø i netto, nå ja, der er skoletasker, Nå ja, jeg havde jo også, jeg havde sgu da lige glemt at få sendt det rigtige link afsted, altså nu blev du ikke frustreret, men det er der jo nogen, der også kan sige, I hvor er det irriterende, at jeg også, jeg irriterer mig også over mine egne fejl. Det er jo én ting, der sker. En anden ting er også, at nogle mennesker oplever faktisk, at de bliver grødlabile. De kommer ind og siger, at jeg forstår det ikke. Jeg så Lassie-film i weekenden, og jeg skulle da aldrig tude af en film før. Og så skete der et eller andet. Min mand og jeg kom op og diskuterede, og jeg kan da godt engang imellem græde, men så græd jeg, at jeg nærmest ikke kunne stoppe igen. Altså ligesom sådan en overflod af noget afmagt, og måske kan der også bare være kroppens behov. For at give jer ned, fordi det gør vi jo, når vi græder. Det er jo ikke usundt for os. Men pludselig begynder de at græde på underlige tidspunkter i livet, hvor de ligesom ikke kan genkende dem selv.

Så er det kroppen, der ligesom har en ventil på to måder. Den ene ventil er, at den ligesom går i kampmodus og hisser sig op og bliver irriteret over noget, som truer dens eksistens, nemlig kommer jeg frem til tiden til min psykolog, eller kommer jeg Skal jeg køre ud på vejen for at komme rundt om denne her ting, der blokerer cykeltjenesten? Så det er den ene, og den anden er, at ventilen er, at ens følelses. Altså, man er fyldt så meget op af de her negative eller urolige følelser, at der skal ikke særlig meget til for, at kroppen siger, at jeg bliver nødt til, at det skal komme ud gennem tårer til en lassifilm, eller hvad det nu kan være. Og jeg tror, altså. Så måske, hvis man oplever det her, så hvis man oplever, at man hisser sig op over et eller andet, inden vi begynder at dømme, om det er værd at hisse sig op over, eller ej, det må folk jo selv afgøre. Der er jo nogen, der måske synes, det er helt fint, at de skal hisse sig op over de her ting. Men når man hisser sig op, så er opgaven måske at sige, håb, der blev jeg ophisset. Hvad var det egentlig, jeg hisset mig op over? Er det egentlig det, jeg skal have været ophisset over, eller ligger der noget andet? Til grund. Hvis man tager de to skridt ind, så kan det være, at man begynder at forstå, at det behøvede jeg egentlig ikke at blive hisset op over, og måske blev jeg hisset op over det på grund af noget helt andet, som er, at jeg føler mig som en dårlig far, fordi jeg kommer for sent til børnehaven igen og igen, fordi der nu holder en på cykelstien og blokerer, eller hvad det nu kan være. Men det handler måske mindre om ham, der blokerer på cykelstien, og måske mere om, at jeg skal til at kigge på nogle andre ting i min tilværelse, der gør, at jeg får mulighed for at komme og hente mine unger til tiden i fremtiden.

Lige præcis. Fordi det er jo faktisk det, det handler om. Man kan generelt sige, at når man holder op med at kunne følelsesregulere, som man plejer at kunne, det er jo virkelig det, det handler om. Og du har fuldstændig ret. Nogle bliver jo langt hurtigere irriterede end andre. Men det, det egentlig handler om, det er, hvor er det, jeg plejer at være i mit liv? Altså, hvad er mit irritationsniveau? Hvor stor er min grådlabilitet? Altså, den kender jeg til, når det pludselig begynder at forandre sig. Så er det der, vi skal være opmærksomme. Fordi vi kan alle sammen følelsesregulere i en eller anden grad. Men når vi mister evnen til det, så er det fordi, vi har brugt os selv op. Så har vi ikke det her overskud til at gå ind og nivellere. Det er ikke kun det, folk kommer ind ad døren med. Folk kommer også ind til mig og siger, at jeg begynder faktisk nogle gange sidst på eftermiddagen, så kan jeg ikke se, hvad der står på skærmen. Så når jeg åbner skærmen, så kan jeg faktisk ikke rigtig læse den der mail, der er. Så har jeg også været nede hos optikeren, og de målte mine øjne. De er faktisk rigtig fine, og så har jeg fået sådan en skærmbrille og sådan noget. Men det hjælper altså ikke. Jeg kan stadigvæk ikke se det. Og nogle gange, så kan jeg også få sådan en hovedpine, der bare sidder heroppe over. Og så har jeg taget nogle panodiler og sådan noget. Det hjælper altså ikke og sådan noget. Det er især sådan torsdag eftermiddag og fredag eftermiddag. Så får jeg den der hovedpine. Så mandag morgen er den faktisk væk. Nå, altså, hvordan er det, dit liv hænger sammen? Så vi får jo kroppen og vores sind, giver os jo rigtig, rigtig mange signaler på alle mulige måder. Og når man det enkelte signal, det er, hvis man bare går glad og fro og stadig fuldstændig rolig og får lidt ondt i hovedet, så kan man tænke, nå, fik jeg lidt for meget vin i går, eller hvad var det, der var årsag? Men når man begynder at have rigtig mange af de her små symptomer, som. Enkeltstående jo ikke har nogen stor betydning i vores liv, men når man lægger dem sammen, så er det jo det her, at kroppen virkelig råber op på forskellig vis om, at der er et eller andet her. Altså, vi er ved at blive den næste patient for at bruge dit billede. Vi skal gøre noget. Og det jeg jo så oplever, det er, at folk kommer ind til mig og siger, at jeg mærker alt det her. Og nogle gange mærker de faktisk måske kun to af tingene. Når vi så begynder at snakke ind i det, så opdager de, at Gud, jeg råber også af børnene. Ja, jeg græder også til Lasse i filmen, og jeg har faktisk sindssygt ondt i hovedet, og jeg har fået forstoppelse. Jeg har aldrig haft forstoppelse før. Pludselig har jeg forstoppelse. Altså, sådan nogle ting. Og jeg kan ikke behandle en forstoppelse, men man kan sige, at det er i hvert fald kroppen, der siger, at der er noget her, som er anderledes. Og man skal altid starte med at gå til lægen, hvis man har nogle fysiske ting bevaret. Man kan ikke tale sig ud af det. Men det er jo det interessante. Og hvad er det, du gerne vil, og hvor står du i dit liv i dag? Hvad er det, du selv tænker kan være årsagen til det her?

Så måske et velmenende godt råd er, at når man har set det her, så tænker man lige over, har jeg råbt lidt for meget over nogle ting, som jeg måske ikke burde råbe af eller irritere mig over i de sidste 14 dage? To, har jeg haft en tendens til at glemme ting eller ikke rigtig forstå ting, der er sket omkring mig på min skærm eller hvad det nu kan være? Tre, har jeg haft nogle fysiske. Skal vankre mine ting, som jeg ikke har haft så meget før, og så min favorit, hvordan sover jeg om natten. Og hvis man ligesom kigger på de fire ting og synes, at der er måske tjekmark eller kryds ved en træ af dem, eller to-tre stykker af dem, så kan det godt være, at man skulle lige prøve at trække vejret en dag og sige, er der et eller andet, jeg skal justere i min dagligdag?

Og man kan jo starte med at vende sig rundt og så se på dem, man har tæt på. Hvis man nu har en god ven, eller man har en hustru, eller en mand, eller en kæreste, og så simpelthen sige, nu ser jeg alle de her ting. Vil du ikke lige give mig et spejl? Altså, hvad ser du? Kan du genkende mig, eller er jeg på vej ud af en tangent? Og hvis de så siger, ej tak fordi du spørger, for jeg har faktisk gået her og kigget på dig, jeg er egentlig lidt bekymret for dig. Men jeg har ikke rigtig ville sige noget, fordi du virker jo også som om du kører videre, og der er gang i den. Men jeg ser faktisk, at det er der også meget, du har gået og haft ondt i maven, eller at du er der også blevet lidt irriteret mere på børnene, end du har været før. Så er der jo i hvert fald der også en validering af, at det er måske rigtigt, at jeg har flyttet mig. Og så er det en rigtig god idé at finde nogen, som man kan snakke med om de her ting, fordi så skal der egentlig ikke ret meget til. Når man har begyndt at få fat i de her ting, til faktisk at kunne bruge dem som et super godt kompas i livet. Som du jo gør, som jeg også gør, når jeg begynder at blive irriteret over køen nede i netto. Så ved jeg, okay, det har intet med køen i netto at gøre. Det er højst sandsynligt nok også, fordi jeg har booket min kalender for tæt, som du beskrev det. Fordi jeg også kommer til at sige ja. Og nej, når der er en, der er stresset, så må jeg hellere tage den. Og jeg vil da tage den der med patienten med mig videre. Jeg har brugt mere sådan, når jeg kommer til at sige ja til for meget derude, så siger jeg samtidig nej til mig selv. Det synes jeg ikke er hensigtsmæssigt. Men sådan en anden kan man sige er lidt nemmere i virkeligheden for mig at tage ind i mit system, fordi selvfølgelig skal jeg da ikke være en patient, for så kan jeg jo ikke redde de andre. Så hvis man mærker de her ting, find et spejl i din nære omgangskreds. Spørg dem, hvad ser I med det her? Og måske er der også nogle af dem, der faktisk kan hjælpe. Altså måske selv har opdaget det og oplevet det i deres eget liv og har nogle bud på det. Og hvis man vil gøre noget ved det, så er der jo rigtig mange mennesker rundt omkring, som lever af at hjælpe til at komme i balance. Du gør det, jeg gør det. Der er mange i markedet. Dygtige folk, som.

Jeg tror, at en anden ting, som. Hvis man ikke selv ved det, så ved andre det, som du siger. Der er nogen, som oplever det og siger, nej, du har skulle være lidt for streng her på det seneste. Det er typisk den, som andre opdager. Det er jo ikke nødvendigvis, at andre opdager, at man græder til lassefilmen. Mest fordi, som mand, så forsøger man jo at skjule det.

Ej, det er utrolig meget pollen, der er i luften.

Ja, boha. Men bestemt den der med, at når vi bliver lidt for aggressive, eller hisser os lidt op over små ting, eller over nogle ting, så er det helt tydeligt, at nogen omkring os har opdaget det. Og så skal man selvfølgelig... Selv hvis det er en selv, det drejer sig om. Også være klar på, at når ens partner for eksempel, eller ens børn, eller ens forældre, hvem det nu er, der siger det til en, så skal man jo passe på, at man så ikke med det samme også går i forsvar. Så skal man være klar over, at jeg har stillet spørgsmålet, så skal jeg også være klar til at få svaret. Altså acceptere, at min partner siger, ja vil du være skat, du skulle være lidt for streng ved mig og ved ungerne her de sidste 14 dages tid. Og så forhåbentlig have en samtale om, hvordan man kan gøre det bedre fremadrettet.

Hvis jeg lige skal tilføje noget der, så er en af udfordringerne, fordi hvorfor er det, at vi bliver aggressive, hvis nogen bekræfter os, eller måske allerværst, hvis vi bare går ud i livet, og der er en, der kommer og prikker mig på skulderen til at sige, du har virket frygtelig irriteret her på det sidste uge. Det jeg oplever. Hos mig selv og hos alle dem, jeg arbejder med, i øvrigt også, det er, at vi kommer til at skamme os, når vi er ude af balance, og endnu mere, når vi har brug for hjælp til at komme i balance, fordi vi alle sammen tænker, det her er jo noget, jeg selv burde klare. Altså, jeg burde jo kunne finde ud af at være styrmand i mit eget liv. Hvem i alverden skulle ellers være det? Altså, jeg står jo her ved rådet. Selvfølgelig kender jeg min egen vej. Det er jo det, vi ligesom er blevet. Altså, det er jo det, vores forældre har forsøgt at hjælpe os til, da vi vi var små og former, så vi kunne gå ud og tage over og blive ansvarlige. Og man kan sige, jo højere uddannelse man har, jo mere ansvar man har, som også en organisation måske giver en til at holde op. Du er vel nok dygtig. Nu bliver du også administrerende direktør for det her. Så har man også sagt ja til det. Så hvis man ikke engang kan styre sig selv, hvordan skal man så leve op til de forventninger, der er for omverdenen om, at man kan styre en organisation? Og der bliver skammen tit så stor over netop at skulle se sig selv i spejlet og kigge på alle de her forskellige symptomer og summe dem sammen og sige, jeg er nok ude af balance. Jeg har mistet grebet. Så kommer man til at blive på sin måde.

Ja, sorry. Jeg vil sådan set gøre det lidt bredere. Jeg tror ikke kun, det handler om ham eller hende, der har fået en masse ansvar og derved har den her følelse. Jeg tror, det handler også om os alle sammen. Jeg tror, mennesker fundamentalt set vil jo gerne elskes af andre, og vil gerne være gode mennesker. Og vi kan diskutere historiske figurer, der har gjort alle mulige horrible ting, men fundamentalt set så tror jeg på, at mennesket ønsker at være godt og gøre gode ting. Så når vi får at vide, eller når vi oplever med os selv, at vi ikke er det der ideal af. En, som er elskværdig, så tror jeg også, vi har svært ved det, fordi vi på en eller anden måde er gået imod det, som er vores eget moralske kompas. Så jeg tror ikke kun, det er for topdirektørerne og lederne. Jeg tror sådan set, det gælder for os alle sammen. Det er også derfor, at vores børn engang imellem, når de har gjort et eller andet, som de måske godt ved ikke er helt, som det burde være, så bliver de jo også nogle gange super ulykkelige, fordi de har lavet os i stikken. Og hvor det, der er sket, er jo en lille detalje, og hvis vi er i balance, så reagerer vi forhåbentlig også på en fornuftig måde. Og selv i de omstændigheder, der bliver børn jo nogle gange bare super ulykkelige, fordi de har ikke levet op til det der ideal og det, der forventes af dem af deres. Deres forældre for eksempel.

Og der kan man jo tale om, at det er jo i virkeligheden den sunde skam. Skam bliver tit brugt. Uh, vi må slet ikke skamme os, men det passer jo ikke. Selvfølgelig må vi skamme os, når vi går uden for forventningen. Og når børn skammer sig på den måde, så er det jo fordi, åh nej, nu gjorde jeg jo ikke netop, som farmor sagde. Elsker de mig stadigvæk? Så de skammer sig, og vi holder om at sige, selvfølgelig elsker vi dig. Det var jo ikke sådan, det skulle være, og næste gang skal du have fokus på, og bla bla, hvad det nu måtte være. Og det er jo egentlig sundt. Nok, fordi der er vi jo i en dialog. Der, hvor den skam kommer til netop at blokere for os alle sammen, og jeg mener også, at nu nævner jeg bare topdirektøren, fordi tit der, så bliver ådet endnu tungere. Altså, hvor man kan sige, at jo mindre fokus der er på os, jo nemmere har vi faktisk ved at gå hen og bede om hjælp, fordi vi ikke har en forventning om, at vi skal i den grad kunne klare os selv. Men vi har det alle sammen bygget ind. Vi vil ikke være til besvær. Vi vil alle sammen gerne kunne bidrage ind i den flok, vi er i. Og når vi pludselig skal sige, det kan vi ikke længere, fordi sådan og sådan og sådan, og vi har brugt os selv op. Og måske ved vi ikke engang på det tidspunkt helt, hvad ubalancen egentlig handler om. Når vi to taler om det, så har vi jo en kæmpe bevidsthed omkring det, og har en idé om, hvad det er, der skal til for, at vi kan komme tilbage. Men inden vi to havde taget den tur, så stod vi jo også bare der, fuld af symptomer, men ikke nogen anelse om, hvad er så det næste rigtige skridt for mig? Og det er jo der, man mødes, eller hvor folk, som det så er, møder mig, det er netop det her med, at jeg skammer mig over, at jeg har det sådan, og jeg har det sådan, og jeg burde tage mig sammen, og alle de der, og jeg ved ikke, hvor jeg skal hen.

Så hvis vi skal desværre til at afrunde i dag, det er jo det, der sker hver gang, vi taler sammen, men så må vi jo bare tale igen. Hvis vi skal forsøge at igen gøre det her actionable, som det hedder på godt dansk, for vores seere og vores lyttere her. Så er beskeden i dag, at hvis du oplever for eksempel irritation, hvis du oplever en følelsesmæssig overreaktion, det har jeg også svært ved at sige, men altså en følelsesmæssig reaktion til noget, som du ellers ikke normalt ville reagere så kraftigt på. Hvis du oplever, at du måske sover lidt dårligere, hvis du oplever, at der er nogle fysiske skavanker, som du egentlig ikke har været vant til at have, eller som ligesom er opstået uden. Uden et eller andet chok til systemet. Altså, du er ikke faldet og slået i knæet, men lige pludselig gør knæet ondt. Hvis du oplever nogle af de ting, så kunne det være en god idé til at starte med i hvert fald, lige at sætte sig ned med sine omgivelser og sige, hey, har jeg været lidt anderledes her på det seneste? Jeg synes, der er et eller andet, der ikke er, som det skal være. Og det næste skridt kunne så være, som du også er inde på, så kunne man hive fat i nogen, som. Som beskæftiger sig med det her professionelt, og som måske kan hjælpe en videre.

For der skal ikke så meget til, Peter. Der skal ikke så meget til, før man lige pludselig finder sin allerførste lille trædesten, og når man står på den, så opdager man hurtigt, hvad det er, man skal videre. Og det er jo det, der i virkeligheden er det magiske, det er, at vi behøver ikke gå og skamme os særlig lang tid. Hvis vi klør fat i nogen, der kan hjælpe os, så kommer vi hurtigt hen på den anden side.

Det handler måske om at finde lidt en hælde i dagligdagen. Altså et eller andet sted, hvor man kan stå og få en ro omkring sig, således at man faktisk har mulighed for at se, hvordan landskabet ser ud, og hvad det er, man skal navigere i. Sine, som altid, det var jo en kæmpe fornøjelse.

Ja, og lige meget.

Til dem af jer, der har set med, vi har lavet et par stykker af dem her nu. De er alle sammen tilgængelige på min hjemmeside, Petersorgenfrei.com. Hvis man skal tale med Sine eller være fattig i hende, så er hun på. Engine.nu og hedder Sine Kolmos, og også nem at finde ude i verden. Og hvis I har nogle idéer til andre, som jeg skal tale med, så hører vi meget gerne om det, og ellers så fortsætter Sine og jeg en gang i fremtiden med at optage endnu en episode. Tak for det, Sine.

I lige måde tak. Hej.