Peter Sorgenfrei and Sine Kolmos explore what it means to be human, discussing how we shape ourselves to fit social expectations and the tension between authenticity and seeking approval. They touch on generational differences, social media pressure, and gender roles in leadership, before landing on a simple idea: accepting yourself as enough.
Chapters
Så i dag er min samtalepartner Sine Kolmos. Og Sine og jeg har kendt hinanden i fem år, vil jeg tro. Og vi lærte hinanden at kende, fordi jeg skulle udvikles. Jeg havde brug for at. Arbejde lidt med mig selv og det jeg skulle i min karriere. Og så mødte vi hinanden. Og Sine...
Var det ikke... Jeg har faktisk tænkt på det Peter, inden vi skulle mødes i dag, så tænkte jeg, hvordan mødte vi egentlig hinanden? Var det ikke via LinkedIn?
Det tror jeg. Jeg tror faktisk, jeg fandt dig. Og der stod jo, at du var udviklingen, du udviklede mennesker og skabte forandringer i virksomheder. Og så tænkte jeg, det lyder vanvittigt.
Ja, det er også lidt vanvittigt.
Nej, det lød spændende selvfølgelig. Ja. Og på det tidspunkt, der var jeg jo direktør i et lille selskab, og jeg tænkte, at jeg skulle have nogle af mine medarbejdere til at arbejde med det at være nye ledere, fordi de lige var startet med det. Og så tænkte jeg, at det måske var meget klogt, hvis vi fik en, der arbejdede med DSM og Novo og Novo Science og alle de andre store virksomheder, du havde arbejdet med, til at hjælpe os med det. Så endte vi vist ikke med at lave noget med dem, vel?
Nej, det tror jeg ikke. Jeg har i hvert fald ikke mødt dem, så nej, det gjorde vi ikke. Men du var jo også vældig interessant. Så jeg havde jo nok mest lyst til at arbejde med dig.
Jamen, det værste der, og det gjorde vi jo så, og havde stor gavn af. Og så kom vi til et punkt, hvor nu er vi professionelle venner. Jeg vil ikke engang kalde os konkoleger, fordi jeg er jo slet ikke i din liga. Men vi kender jo hinanden og taler sammen engang imellem.
Eller også er jeg ikke i din liga. Det er jo nok det, det i virkeligheden er. Det er lidt det samme, men alligevel meget forskellige tilgange. Jeg er meget inspireret af dig med de ting, du gør og sidder og tænker, wow, det er også vildt det der.
Ja, men det værdsætter jeg, og du er jo også en af dem, som jeg lærer allermest af. I hvert fald i en professionel kontekst. Jeg er sikker på, at jeg også kunne lære noget i en personlig kontekst, men der er vi ikke kommet til endnu. En af de ting, som jeg gerne ville tale med dig om, det er det her relativt store spørgsmål, nemlig det at være menneske. Hvad betyder det at være menneske for dig?
Altså, jeg har tænkt rigtig meget over det, og det som jeg egentlig havde besluttet mig for, det er jo det eneste, du har sagt til mig, det er, at det er det, der er overskriften for dagens samtale. Og så tænker jeg, at jeg kan skrive nogle noter, og jeg kan gøre alt muligt. Og så tænker jeg nej, fordi nu er jeg allerede på vej ud af en sti, som jeg altid går, som jo egentlig handler om, at fordi jeg er menneske, så vil jeg rigtig gerne passe ind. Jeg vil gerne sige det rigtige. Jeg vil gerne være en del af en gruppe, være accepteret. Og det kan jeg jo bedst, hvis jeg ligesom har regnet ud, hvad der forventes af mig. Så jeg tænkte, at jeg måske i dag ville prøve at gøre det modsatte og være et mere sandt menneske i håbet om, at når jeg sidder her og bare er mig uden at have forberedt mig og må svare helt fra hoften, når du stiller det store spørgsmål, at det måske også kunne være okay. Fordi jeg oplever, at jeg ligesom rigtig mange mennesker, som jeg møder hele tiden, passer så meget ind i rammen, at vi i virkeligheden ikke får vist, hvem vi rent faktisk er. Det vil sige, at vi kan godt blive elsket anerkendt for noget, vi sender ud, men det er måske sådan en tilrettet version af os selv. Og så kan jeg jo efter sådan et spændende videokald og en snak med dig tænke, I hvor gjorde jeg det godt? Jeg sagde alt det, som Peter gerne ville høre. Men måske var det egentlig ikke mig, der snakkede. Og jeg tror, at alle mennesker i virkeligheden higer efter at blive elsket og anerkendt, lige præcis som dem, de er med de fejl og mangler, de måtte have.
Men det kræver lige præcis det der, ikke? Altså, vi har jo nogle partnere i vores liv, og vi har nogle børn og nogle forældre og nogle andre, som jo kender os relativt godt. Måske er det dem, som kender os allerbedst. Så for at folk skal kunne elske os for dem, de er, så skal de jo også vide, hvem vi er. Og hvis vi går ud i verden og er noget andet, du kan se, jeg skulle tale med dig i dag, så jeg havde taget det pæne tøj på. Det er jo lidt en anden profil, end hvis jeg havde siddet i mine sædvanlige pyjamas, når jeg sidder herhjemme på hjemmekontoret. Så hvordan tillader vi os selv at være dem, vi faktisk er? Hvordan kommer vi ud af det der med at skulle passe ind i en ramme? Hvordan gør man det?
Jamen jeg tænker, at nu sidder vi allerede og taler om det på den her måde, så jeg tænker næste gang, for jeg har også taget en pæn bus på, for jeg tænkte, det var da det mindste, jeg så kunne gøre, at det kunne være næste gang, vi mødes, at vi er oppe i hjemmespå. I respekt for, at det kunne være, at vi var lige så interessante at høre på, selvom vi ikke havde klædt os pænt på. Og jeg tror, det er det mod, det kræver. Det er jo nogle mikroskridt. Vi kan jo ikke bare springe ud og så blive fuldstændig i pagt med os selv. Fordi vi har gennem vores barndom, der er vi jo alle vores kærlige forældre jo, med deres omsorg blevet puttet ind på en eller anden sti, hvor de har vidst, at det her er den rigtige måde for Sine og for Peter og for Lars og Marianne og hvem det nu er derude at gå på den her måde. Det har været deres verdensbillede. Så hver gang vi er på vej lidt uden for den sti, så er det jo, vi er jo selv blevet vores egne forældre, så retter vi os ind på stien. Og der er ikke nogen tvivl om, at hvis nu min far skulle se på os udefra, så havde han nikket og tænkt, at det er vel nok godt, at de har taget pænt tøj på. Fordi sådan er det jo i hans verden. Når man skal træde op og sidde og have en god samtale, som folk vil lytte til, så skal man jo være nydelig i tøjet. Så jeg tror virkelig, det handler om at gå ind i sig selv. Og nu vil du være, at vi ser godt ud, og selvfølgelig næste gang kunne vi også tage nydeligt tøj på. Men jeg tænker, at det er der, det er første skridt at opdage. Hvad er det, jeg egentlig har gjort? Det at være lidt meta på sig selv, som du siger. Jamen, du opdager, at jeg har jo faktisk taget pænt tøj på, fordi jeg skal samtale med Sine, og vi skal filme i dag. Ellers kunne jeg sidde på en anden måde. Så jeg tænker, at det er den her lille, og jo ikke, at vi skal være fuldstændig ude af os selv hele tiden, men det der med lige at have det lille blik på, hvad er det, jeg egentlig har gang i nu? Og det sjove er, at inden vi skal tale, så er jeg helt nervøs i dag.
Det er der jo ingen grund til.
Nej, det er der jo ikke nogen grund til, men det er der måske alligevel, for nu skal jeg gøre noget anderledes, end jeg plejer. Og den nervøsitet kunne jeg jo have undgået, hvis jeg havde forberedt mig noget mere og taget mere kontrol i samtalen.
Men så vil jeg sige, at det går jo imod det, du sagde indledningsvis, fordi den sande sine er jo hende, der er nervøs. Den sande scene er jo også hende, som vælger at tage en bestemt trøje på eller skjorte på i dagens anledning. Det er jo også en refleksion af, hvem du er. Jeg tror ikke, vi er ude i, at vi skal gå rundt i verden nøgne, uden en eller anden form for fysisk uniform eller mental uniform, fordi vi har bevæget os fra at overveje noget, vi skulle til at forberede os til så at. Kommunikere på en bestemt måde eller være på en bestemt måde. Så for mig er det sande menneske, eller det at være menneske, jo også de valg, vi træffer. Både når vi træffer et valg om, at nu skal jeg til møde, så nu tager jeg noget tøj på, fordi jeg gerne vil signalere, at jeg er seriøs. Jeg holder jo sindssygt mange oplæg rundt omkring, og jeg har altid meget farverige sneakers på. Jeg tænkte ikke over det, indtil der var en, der sagde, at det er dig med de røde sneakers, eller det er dig, der er dukket op i Birkenstocks til det her super high-level executive board meeting ting. Jeg var sådan, at det gjorde jeg også. Så det sendte et signal, og folk huskede det. Men de huskede det for det fede, og jeg havde ikke designet det på den måde. Så mit point er, at det sande menneske for mig er hende eller ham, som. Selvfølgelig, som du siger, er lidt bevidste om de valg, vi træffer, men som også måske bare er det, de er. Inklusive det lidt opstillede.
Ja, ja, ja.
Eller det forberedte, eller det andet. Så jeg er lidt nysgerrig på det. Jeg havde en snak i går med en virksomhedsgrundlægger, som på et tidspunkt i vores dialog, så siger han, at jeg er rigtig god til. Ikke at bekymre mig om, hvad andre tænker.
Ja.
Altså, han var kommet til et sted i livet, hvor han ligesom sagde, jamen, hvis folk synes, at jeg træffer nogle tåbelige valg, eller gør nogle ting anderledes, end de ville gøre det, I don't care anymore. Og det er jo fint. Det er jo hans sande jeg, og så kan vi diskutere, om det er fuldstændig sandt, eller om det er noget, han ligesom prøver at kommunikere. Either way, det er den oplevelse, han har. Men jeg begyndte så at tænke om, du og jeg har den her samtale i dag. Er det noget, der sker på et vist tidspunkt i livet? Altså, er det nemmere at være sit sande jeg som spæd, inden man begynder at blive helt opmærksom på de der sociale cues, der er? Og nu har vi jo begge to børn, som er i en alder, hvor de begynder at bekymre sig rigtig meget om, hvad omgivelserne tænker. Og så på et eller andet tidspunkt, så når vi der, hvor. Virkelig længere hår, og skægget er gråt. Eller hvis man er kvinde, så har man måske et strejf af et gråt hår. Og så begynder vi igen at være sådan lidt, altså, ja, den jeg er, tænker du alligevel. Men der er en stor midterperiode, ikke? Hvordan hjælper vi folk i teenage, 20'erne, 30'erne, måske begyndelsen af 40'erne, til at være okay med at være dem, de er?
Jeg tror ikke, altså på en eller anden måde, Peter, så kommer man jo væk fra sig selv. Det bliver sådan lidt hobitten, ikke? Man rejser ud og lærer en masse, før man kommer hjem. Og i de der teenageår, vi kan stå ved siden af vores børn og unge, og vi kan stå ved siden også af de unge ledere, og være med, at der er en periode, der er mange år med tvivl, og med skam, og med usikkerhed. Og på et eller andet tidspunkt, hvis man får en grad af udvendig succes, som samfundet virkelig anerkender. Så kan man nok komme lidt hurtigere derhen til den der lidt laid-back-agtige, jamen jeg er mega cool, fordi jeg har fået hele den her rustning, jeg har af høj indtjening, de fede titler, jeg har solgt to virksomheder. Så kan man ligesom nå det lidt før, fordi så sidder du jo på toppen af dit eget bjerg som førerhund, og så er der jo ikke nogen, der kan røre dig. Så kan man blive dejlig rolig i sig selv. Men hvis man ikke er der, så har du fuldstændig ret, at jo ældre man bliver, jo mere ligeglad bliver man, fordi man jo også igennem livet har oplevet rigtig mange gange, at man er snublet, og så har man rejst sig igen. Og den erfaring er jo en, vi selv skal have. Så det vi kan med de unge, det er i virkeligheden bare at være ved siden af dem, når de snubler, og være ved siden af dem, når de rejser sig igen, og så bare blive der. Jeg tror ikke, vi skal fikse det. Hvis nogen havde prøvet at hjælpe mig på vejen, jeg kan jo ikke lære af deres erfaringer. Jeg er nødt til selv at rydde derud og stå i managen og stille mig op på alt for høje stiletter, som jeg faktisk næsten ikke kan gå i, fordi jeg skal se høj og imponerende ud. Og så efterhånden finde ud af, at jeg kan lige så meget på flade sko. Men det kunne jeg nok ikke, da jeg var 32. Så jeg tænker det du siger her med, at når vi bliver lidt gråhårede, og det er jo silverbacken i gorillaflokken, som sidder stille over hjørnet og krasser sig lidt rundt omkring, og så er det alle de unge, de må skulle ud og gøre alt det der. Men jeg sidder her med min erfaring og mit hvid. Og så kan jeg tænke, hvad sker der så, når vi to sidder her om 20 år og skal snakke? Så er det jo noget helt andet. Fordi så har vi jo en masse erfaring, og så kan vi måske godt sidde og krasse os lidt i skægget, men er der nogen, der så gider lytte til os på det tidspunkt? Så vi er nok lige der i livet, hvor det begynder at indfinde sig den her tryghed. Fordi havde du spurgt mig om det her for 10 år siden, så havde jeg været så nervøs, inden vi skulle tale sammen. Og i dag, der kan jeg mærke det sådan her lidt. Det er lidt spændende. Det er noget nyt. Og jeg skal lige gøre noget, som er anderledes. Jo, blandt andet også fordi, jeg vælger ikke at forberede mig.
Jo.
Men jeg tænker, at jeg slet ikke vil udfordre, når du siger, at du har talt med en, som virkelig har den der følelse af tryghed i, uanset hvad jeg må tænke, at de andre tænker om mig. Så det er ikke noget, der kan aktivere sådan et følelsesudsving inde i vedkommende. Og jeg tænker bare, at det er mega fedt.
Nu møder vi også nogle lidt yngre virksomhedsbyggere i vores virke, og nogle af dem, som jeg har talt med de sidste par år, de har, synes jeg, en anden selvtillid. Og det er ikke den der overmod med, at jeg kan bare tage on the world, fordi jeg er brilliant. Men der er altså et eller andet i vandet, som jeg ikke havde som et par 20-årigt. Som nogle af de her mennesker, som jeg møder i dag. For det første arbejder jeg rigtig meget med nogen, der er i gang med at skabe virksomheder. Og det er måske et specielt folkefærd, hvis du sammenligner dem med folk, som vælger at blive sygeplejersker eller skolelærere, eller hvad de nu kunne tænke sig at lave i livet. Så linjerne krydser måske lidt på en anden måde. Det er jeg med på. Men jeg er stadigvæk positivt overrasket over, hvor mange af dem, som er relativt uafhængige. I deres tanker. De har fået en idé, og de samler nogle mennesker og siger, at vi tror, at vi kan forandre verden ved at gå ud og bygge en virksomhed, som gør det her. Og så har de selvfølgelig usikkerhed omkring alle mulige ting, som vi alle sammen har, stadigvæk også som voksne. Jeg havde usikkerhed om, at jeg skulle vise min baggrund i dag, eller om den skulle være blødt, som vi grinede lidt af. Men jeg synes stadigvæk, at det virker som om, at de yngre har en anden form for tilgang. Og selvom de er usikre, og du ved mere om det her, end jeg gør, Der er studier om unge mennesker, som har et højere niveau af ængstelighed og usikkerhed og andre ting, som vi selvfølgelig skal adressere. Så oplever jeg stadigvæk, at dem, som bygger virksomheder, virker meget sådan. Det er det, jeg skal. Jeg kan godt gå ud i verden og gøre det, jeg skal.
Jamen, der tænker jeg lige præcis, du siger det rigtigt til at begynde med. Er det måske fordi, jeg har en selekteret gruppe? Ja. Du har en selekteret gruppe der. Du har nogle af de mest modige, eventyrdøstende, entusiastiske, inspirerende mennesker, som blæser dig ud af, fordi de kan jo næsten løbe på isen, når den kun er en millimeter tyk, fordi de løber så stærkt, så de når aldrig at knække igennem. Og så står der en masse inde på bredden og kigger ud på det og siger, jamen derude kan jeg jo ikke være. Der er smerten så også rigtig stor, fordi lige nu har vi jo et samfund, der drejer sig rigtig meget hen imod det, at være menneske i dag er jo også at se løvens hule og se på alle dem, der har fået en god idé, og så gør de lige sådan, og så tjener de en masse penge og bliver kæmpe succeser. Og hvis jeg nu bare er helt almindelig ung og måske klarer mig middelmådet i gymnasiet, og jeg har sgu ikke specielt mange fantastiske idéer, og min ven han går på innovationslinjen på Nils Brock, eller hvad det nu må hedde, men jeg kan ikke engang finde ud af at lægge to tal sammen ude på Nørre G. Så du har jo fat i nogle af dem der, som i virkeligheden kan man sige, skider lidt på det hele, på den gode måde, og siger, jamen jeg tror sgu på mig selv, nu giver jeg den gas, fordi det er sådan jeg er sat sammen, det er sådan jeg er wired. Og de andre, hvor skal de hen? Det tænker jeg er rigtig interessant at komme til at følge her den næste stykke tid, netop fordi man taler rigtig meget om, om trivsel, eller rettere sagt mistrivsel hos de unge, og hvad kan være årsagen til det. Det at være menneske, da jeg var ung, var jeg jo i en meget analog verden, hvor hvis jeg skulle vide, hvordan min veninde havde det, så var jeg nødt til at næsten spørge mine forældre, må jeg låne telefonen med sådan en drejeskive?
Så voksen er du vel ikke?
Så voksen er jeg. Det var først, da jeg var ret stor, vi fik en med trykknapper. Så jeg har stået og drejet på den og boet ude på landet. Og det var jo frygtelig frustrerende, fordi så kunne jeg ringe hjem til hende, og så sagde hendes mor, at hun er til ridning. Nå, okay, så kan jeg så måske være heldig at ringe om to timer, og ellers så får jeg ikke talt med Amanda i dag. Så må jeg vente til vi er i skole i morgen. Og så når man gik hjem fra skole, så var der jo ikke noget andet end at trykke på måske en fjernsyn, og så var der Danmarks Radio, og lidt senere kom der TV2. Så det jeg ser i dag, Det at være menneske i dag er noget absolut andet end det, da jeg var ung. Og det er også derfor, jeg tænker, hvad er det, vi skal gøre for de unge? Jeg er temmelig dårlig til at give råd og vejledning, fordi jeg simpelthen ikke forstår den virkelighed, de lever i. Selvom jeg prøver med al min kognitive formål at sætte mig ind i det, så er der bare nogle andre. Der er nogle andre muligheder, og der er også et helt andet pres på dem for at passe ind på alle mulige måder. Det værende sig skønhedsindikatorer på Instagram for pigerne, Snapchat-filtre, hvor jeg kan jo også se, at nogen på min alder bruger filtre. Og det er jo også voldsomt. Og jeg har prøvet det én gang og tænkt, hold kæft, hvor ser jeg godt ud? Og så blev jeg også klar over, hvis jeg nu har det filter på, hver gang jeg skal et eller andet med min telefon. Så bliver jeg jo enormt ulykkelig, når jeg kigger mig ind i spejlet bagefter. Fordi så skal jeg forholde mig til den rigtige version af mig. Så det der med, som vi starter med at tale om, hvordan kan man gå ud i verden og være den rigtige version? Altså, der er der også nogle medier i dag, som gør det utrolig nemt at være noget andet.
Og det du siger, det afføder tusindvis af spørgsmål, så nu skal jeg prøve at holde styr på dem. Det første spørgsmål, jeg vil stille, var måske lidt kontroversielt. Er det blevet nemmere, eller er det blevet sværere at være menneske i dag, end det var for 50 år siden, 100 år siden?
Hold op. Ja. Der er jo ikke et ja-nej på den her. Ja, det er blevet nemmere. På rigtig mange måder, Peter, så er det blevet utrolig meget nemmere. Og du taler med en kvinde. Det er blevet meget nemmere for halvdelen af jordens befolkning at være her uden overgreb.
Nu må I jo også stemme og sådan nogle ting.
Ja, tusind tak. Der siger vi tak.
Det er blevet nemmere, men der er jo stadigvæk lang vej endnu.
Der er lang vej endnu, men hvis vi siger for 100 år siden, og du spørger en kvinde, som jo. Jeg har jo også oplevet ting i hele mit liv, hvor jeg tænker, at det tænker jeg, at min datter på 11, det behøver hun ikke opleve, fordi man er blevet så meget klogere nu. Så på den måde er der rigtig mange mennesker, altså kvinder i verden, som har et nemmere liv i dag, end de havde for 100 år siden. Jeg tror måske på nogle punkter, kan det være blevet lidt sværere at være mand. Og det hører jeg jo også fra de mænd, som jeg kender på min egen alder. Især de ledere, som jeg snakker med, der sidder derude, hvor de siger, jamen nu er glasloftet kommet, fordi hele den her snak om diversitet og inklusion ude i virksomhederne gør, at nu er der så mange mænd i direktionen, at vi ved, at uanset hvad der sker, så vil den næste udskiftning, der er deroppe, være en kvinde. Selvom vi måske sidder 80 procent mænd. I laget under, og kun de 20 procent kvinder, så ved vi, at uanset hvad jeg gør her, så kan jeg aldrig nogensinde tage det næste skridt. Og så kan man sige, at det er jo så også meget selekteret. Nu sidder vi og snakker om mandlige ledere. Det er en lille del af det. Og så kan jeg godt se, at på de yngre mænd er der jo også kommet nogle andre forventninger til dem. Hvad er den? Altså, hvordan skal man være mand i dag? Hvor da jeg var ung, så kunne man bore en knaller, der var sej med det. Det er ikke det, man kan længere.
Så skal jeg være djævelens advokat lidt, ikke? Så nu repræsenterer jeg jo det mandlige køn, i hvert fald i den her samtale. Og jeg kunne jo argumentere for at sige, at kære venner, det er måske okay, at det er lidt sværere at blive executive vice president i en medicinalfirma i dag. Fordi man er mand. Fordi, guess what, vores kvindelige kollegaer har taget den kamp de sidste, ja, ever since business was invented. Så det er måske okay, at selvom jeg hedder Lars, så bliver jeg ikke EVP hos et medicinalfirma.
Det er ellers svært. Der skal man næsten hedde Lars jo.
Ja, men altså det er jo et meget lokalt eksempel, og hvis vi oversætter det her til engelsk, eller der kommer engelske subtitles på, så må folk lige ringe og spørge, hvad vi snakker om. Men så er det måske okay. Og det der med at være ung mand i dag, og nu skal jeg kunne være lidt mere tættere på mit følelsesmæssige liv måske, og jeg skal være lidt mere i stand til at kommunikere og tale om det for at stige graderne, om du vil, som mage, hvis det nu er det, vi taler om. Hvor i gamle dage, der var det ude og slå dyr ihjel og hente maden hjem, og så var freden ligesom sikret.
Ja, og nu snakker du om, er det okay?
Hvorfor skal vi ikke stille større krav?
Jamen ved du hvad, jeg er fuldstændig enig. Det er heller ikke det, du spørger mere helt neutralt. Er det nemmere eller sværere? Og det er egentlig det, jeg tænker, jeg svarer på. Jeg synes, det er så okay, at mændene sidder der og tænker, hvordan skal jeg blive leder? Fordi jeg kan se nu de sidste 20 procent, det er dem, der bliver valgt frem for mig. Jeg synes, det er så okay, og det synes de jo egentlig også. Men hvis man bare kigger på den måde, man vågner op om morgenen og igennem mange år har vidst, hvem er jeg, og hvad er mine muligheder i det her liv, så sker der jo nogle ting nu, hvor der bliver flere ombudt. Og det er jo klart nok, at jeg er flere heste rundt om krybben, og maden er nogenlunde den samme. Men nu står kvinderne bare og tager deres del af det, whatever, hø og guldrødder, der er blevet smidt derned. Og så må mændene jo stå og se til. Så der er nogle privilegier, som skifter hænder. I de her år. Og det er helt okay. Men selvfølgelig er det svært. Ja, det er det for alle mennesker, der har ejet noget, og pludselig skulle aflevere det. Så det at have ejet en naturlig ret til at gøre nogle ting, og jeg tror også, det er derfor, vi stadigvæk ser, for jeg kan sådan undre mig, når vi ser sager med mænd, som har forgrebet sig på kvinder, hvor jeg tænker, hvordan kan I være i tvivl? Om det her. Hvordan kan I være i tvivl om, at det gør man ikke mere? Men jeg tænker bare, at det er jo en lang historie med overgreb mellem mennesker. Så der sidder sikkert stadigvæk nogle reminiscenser af nogen, som tænker, jamen det ejer jeg jo stadigvæk retten til, så det går jeg ud og tager det her. Og så falder der bare branden ned, og det skal der jo gøre for søren. Men jeg undrer mig, hvordan kan I tro, at det kan lade sig gøre stadigvæk?
Det er måske ikke fordi den mandlige, den primære, eller den primale hjerne hedder det vel, eller dyret inde i os alle sammen, har ikke fulgt. Altså evnen til at opgradere den her computer i os, går ikke lige så hurtigt som den måde, vi opgraderer samfundets forstand på. Lad mig sige det på en anden måde. Da jeg stillede dig spørgsmålet om, det er blevet nemmere eller sværere at være menneske i dag. Så tænker jeg også på det faktum, at på den ene side, så har vi adgang til al den information i verden, vi kunne forestille os. Og vi kan uddanne os selv om alt muligt, og vi kan selv realisere os selv om alt muligt, og vi er økonomisk stærke, i hvert fald i en stor del af den vestlige verden, til at have tid til at sætte os ned og stille os selv spørgsmålet, er jeg det menneske, jeg gerne vil være, eller har jeg lyst til at være noget andet? Og det er jo fantastisk, så det er jo en positiv side. På den anden side, og det har vi snakket lidt om, så har vi også en verden, hvor jeg kan se, hvordan alle mulige andre mennesker er menneske. Og leve op til skønhedsidealet og putte et filter på min Insta, hvis jeg kunne finde ud af det.
Det kan jeg vise dig.
Det er en kanal, jeg stadigvæk skal forstå den der. Men som i så mange andre tidspunkter i verdenshistorien, Så er der ting, der gør det nemmere. Vi er blevet udviklet, vi er blevet mere dannet, vi har fået adgang til information, og så er der ting, der gør det værre, nemlig vi er blevet udviklet, vi er blevet mere dannet, vi har fået adgang til mere information. Så måske er det ikke så meget et spørgsmål om at optimere, men måske et spørgsmål om at finde til ro i det menneske, man nu er. Så nogle gange tænker jeg lidt på det der med, at vi søger altid at forbedre os. Hvad nu med at finde ud af, hvem vi egentlig er, og hvor vi egentlig er? Ikke for at forbedre, men bare for at sige, okay, men det er ligesom her, jeg står. Og den del af rejsen tror jeg nogle gange bliver glemt, fordi man altid skal være større, stærkere, smukkere, mere succesfuld, mere populær.
Ja, og så tror jeg også, at noget af det, Peter, som vi jo ikke. Fordi du får beskrevet det rigtig fint med de her to. Det er den samme historie, du fortæller. Den ene er bare med fordelssiden, og den anden er med ulempesiden. Men det, at vi har. Adgang til så meget information, og til at begynde med, og vi to har jo været med på rejsen, jeg tænker, de børn, som bliver født i dag, som bare næsten nede i krybben får smidt sådan en smartphone ned, værsgo her, så har du hele verden ved din hånd, skat. Altså, jeg har jo fået den introduceret, og tænkt, Gud, nej, kan man også det? Altså, nej, nu kan man også sådan. Og jeg har bare kastet mig ud i det der kæmpestore vandfald, og jeg bliver bare flået ned af strømmen, og nej, nu kan man også, indtil jeg har opdaget, hvor meget tid jeg brugte på at leve i en uvirkelig virkelighed. Altså alle mulige andre mennesker, som havde postet det og sagt det eller gjort det, og sådan en fornemmelse af, hvis ikke jeg hele tiden lige var inde på LinkedIn eller på Facebook eller på whatever Instagram, så var jeg ikke med. Og så til at opdage, og det er faktisk lige her i weekenden, at jeg tænkte, nu må jeg også lige medieperspektiv på mig selv. Jeg er jo ude af kontrol med det her. For det kan godt være, at alt det her er en mulighed for mig, men er det noget, som gør mit liv bedre? Og jeg har simpelthen været inde nu og sat en app-begrænsning på, så jeg må maks. en time om dagen være på sociale medier. Og alle sociale medier ligger derinde. Det kan man simpelthen gå ind og sætte. Og så kan man sige en time hver dag, eller måske kunne man give, hvis jeg ville, to timer i weekenden. Nej, lige nu har jeg bare sat en time på hver dag. Og det har gjort, at jeg pludselig er opmærksom på, hvor tit jeg faktisk løfter min telefon for lige at tjekke, og hvad er det, jeg egentlig tjekker. Altså, mit liv går i stå, når jeg sidder og tjekker, hvad alle mulige andre laver i deres liv. Og så er vi tilbage til, at jeg vil høre, hvordan Amanda har det. Dengang, da jeg var ung, så kunne jeg ringe på telefonen, og så sagde hendes mor, at hun er til redning. Nå, det var så det, jeg vidste. Og så kunne jeg se hende dagen efter, når vi mødtes i skolen. Og i dag kan jeg se, at nu omtalte dejlige Amanda, god gammel veninde, hun er ude at rejse, kan jeg se, fordi vi så er på Instagram sammen. Og det er jo vældig dejligt, og der kunne jeg så lige i den time, jeg havde, lige tjekke op og se, hvor er folk henne i verden. Men er det noget, jeg rent faktisk er nødt til at vide, altså har brug for at vide som menneske? Jeg ved det ikke, Peter, og jeg tænker. Lige præcis som den måde, vi lever på, at lige nu, der er vi nok alle sammen bare taget turen ned ad vandfaldet, og vi ligger i den der river rafting, der uden båd eller noget, vi vivler rundt alle sammen. Der er ikke nogen, der ved, hvad fanden der er op og ned på det her. Om 30 år, så kan det være, at vi kigger tilbage på det og tænker, lod vi virkelig børnene have TikTok?
Ja, men det er jeg sikker på, vi gør.
Det er jo det, der er så vigtigt.
Men nu siger du igen en masse ting. Vi bliver nødt til at have en part 2 og en part 3 her. Nu siger du det der med, at du sætter en app-begrænser på. Så stiller sig spørgsmålet, der var noget i radioen i morges, jeg hørte omkring det at lave aftaler med sig selv, og hvor tit vi brød de aftaler. Det er jo også et tema, vi kunne tage op og tale om. Vi skal til at slutte for i dag, og det er jo en skam. Men sådan er det med alle gode ting, må komme til en ende. Hvis du havde ét godt råd, som du ville dele med folk, som står et sted i livet, ung, gammel, doesn't matter, mand, kvinde, ligegyldigt, men ét godt råd om det at være menneske, hvad skal man ligesom minde sig selv om eller tænke på en gang imellem, når man stiller spørgsmålstegn ved, hvor man er henne i sit liv?
Jamen det man skal minde sig om, det er, at man er god nok lige præcis som man er. Når man er nervøs, og hvis man skammer sig, eller hvis man kan mærke, at det betyder ikke noget, hvad andre tænker om mig, så er man lige præcis det, man skal være på det tidspunkt i livet, hvor man er.
Og med de ord. Vil jeg sige tusind tak, fordi du ville starte det her eksperiment med mig. Vi får se, om det fortsætter med dig og mig og med nogle andre, men nu er vi gået i gang, og jeg har lært i hvert fald igen noget af at bruge tid sammen med dig. Og det håber jeg også, at de folk, som har set det her til ende, har fået noget ud af det. Vi kommer til at dele det på forskellige sociale kanaler. Det er jo der, vi kommunikerer med omverdenen i dag. Så hvis I har hørt noget eller set noget i dag, som I godt kunne tænke jer, at jeg snakkede mere med seniorerne, eller med nogle andre om, så må I kommentere der, hvor man gør det på denne her platform, hvor I nu ser det her. Og ellers så er både Sine og jeg relativt nemme at finde. Sine er på engine.nu, og jeg er selvfølgelig Petersorgenfrei.com. Så I skriver eller ringer, hvis der er noget, vi kan hjælpe jer med. Og så siger vi tak for denne gang. Tusind tak, Sine.
Tak og i lige måde.
