Forandring

Velkommen til et nyt afsnit af Mental Paralhed. Det er fedt at være tilbage. Det er godt nok lang tid, siden jeg har lavet et afsnit. Men jeg har faktisk haft et i pipeline, siden jeg var i P4. Og det er en lille måned siden. Og der skulle emnet være forandring. Fordi det, jeg støtter folk med at skabe, er en forandring. Og det er jo overordnet set påplyen til alt, hvad jeg arbejder med, og jeg synes, det er et super, super, super fedt emne og interessant. Hvorfor det er, at vi ikke forandrer os, når vi ved, at det burde vi eller ikke burde, for jeg burde faktisk ikke om ordet burde. Jeg bruger det bare alt for tit. Men hvis vi ønsker at skabe en forandring, hvad er det så, der gør, at vi ikke gør det? Det synes jeg var superspændende at arbejde med, og ville gerne have lavet den her podcast. Og så bliver jeg ramt af lidt flere ting end som så. To især. Den ene er vækst i firmaet, hvor jeg har haft fokus på at etablere et medlemskab og sætte det i søen. Jeg har mit foredrag 21. januar, som skal planlægges og Jeg skal jo gøre det så godt som overhovedet muligt. Så det har fyldt med. Og så har jeg en masterclass i pipeline til starten i januar, som kun koster en e-mail. Det vil sige, at den er ganske gratis. Men de tre ting er lidt praktiske. Og så teknisk er jeg bare ikke en super IT-smølf. Så det tager lidt længere tid for mig end for andre måske at få det hele etableret i WordPress og det system jeg bruger. Uagtet jeg har en top cool wingman i forhold til IT. Det er jo den ene praktiske del. Den anden del, det er faktisk, at jeg har været begrænset af mine egne overbevisninger. Og ja, jeg er jo også bare et menneske, og det er jo egentlig super interessant at gnaske lidt i, hvad er det, der gør, at jeg så ikke lige altid tager min egen medicin. Men et, det er fordi, jeg stadigvæk er menneske, og jeg er bange for at blive set. Jeg har en imposter engang imellem, og så har jeg jo også den her perfektionist, der siger, at det skal være rigtig, rigtig godt, fordi når jeg går på, skal det være rigtige omstændigheder, jeg skal have make-up på, jeg skal have ordentligt energi, hvilken outfit skal jeg sidde i osv. osv. osv. og så bliver det bare alt for opstillet og alt for... Så får jeg ikke grebet den der energi, som jeg har, når jeg har noget på hjertet at gerne vil ud. Så derfor har jeg egentlig bare lyst til at sige velkommen til et uperfekt afsnit her fra Mentalparathet. Jeg har heller ikke noget skript. Jeg taler fuldstændig fra hjertet, fordi jeg taler lidt ind i der, hvor jeg er lige nu, hvor jeg har været de sidste tre uger. Og så giver jeg dig, hvad jeg har af værktøjer. Og kan du lide det, så er det fint. Kan du ikke, så står det dig frit for at trykke på stop. Men anyway, her er jeg, og velkommen til. Der er ikke så super længe til nytåret. Og det, der er så interessant ved nytåret, det er, at mange siger, at nu laver vi et fortsæt i 2026. Der skal vi prik, prik, prik. Og det er jo super fint at have sådan en eller anden form for grænse til, fra nu af, eller fra den dato, der skal jeg derhen. Altså sætte nogle mål, om man så må sige. Det der bare er ulempen, det er, at de sjældent holder, når det bliver sådan på punkt. Fordi, ja det kan godt være, at man er motiveret lige i starten, men ofte sker der det, at undervejs, altså Det er ligesom alle de her personer, som gerne vil træne og have et sundt liv i det nye år. Og så starter de og køber et fitnessappartement, og så går de derned, og så giver de den fuld gas en hel måned. Og så efter den første måned, så daler intensiteten, og så kommer man ikke op. Jeg tror, at vi allesammen har været der i en eller anden form. Jeg er ikke kæmpe fan af Nytters fortsæt. Jeg er derimod kæmpe fan af at skabe en ændring nu og her. siger jeg, da de sidste tre uger har været en smule udfordret for at skabe en forandring og gøre noget uden for mit trygge lille forum her. Men ikke desto mindre, så er jeg faktisk kæmpe fan af at lave noget nu frem for at vente. At vente på den perfekte dato, at vente på det perfekte tidspunkt, at vente til de perfekte omgivelser. Det er fint at gøre, men faktum er, at det kommer aldrig. Nu har jeg ventet tre uger på det perfekte tidspunkt, og jeg må bare sande, at det bliver ved med at være uperfekt. Derfor er det bare federe at lave det uperfekt. Det, der er sjovt, når vi begynder at tage det første skridt, så begynder vores selvværd at blive bedre, når vi finder ud af, at vi rent faktisk kan. Så hvis du nu går rundt og tænker, at jeg skal strukturere min uge, jeg skal have de gode rutiner ind, og så noterer du din uge, hvordan du gerne vil have, at den skal se ud. Du strukturerer, du følger det, og struktur er godt. Jeg har manglet en lille smule struktur engang imellem, og jeg kan bare mærke, at når jeg tager fat i mig selv, hanker op og laver den her struktur, så giver det også en... Jeg bliver mere effektiv. Det må jeg bare sande. Fordi når jeg så har nogle konkrete ting, jeg skal nede på papir, så bliver det nemmere for mig ikke at shoffle. Og jeg er en person, der er enormt nem at distrahere. Hvis der er rådet udenom, altså uden, rundt om mig, så kan jeg ikke fokusere på det, jeg skal lave på computeren, før det er ruttet op. Hvis nogen taler rundt om mig, så kan jeg ikke fokusere på det, jeg laver på computeren. Nej, så vil jeg rigtig gerne være med i samtalen. Eller hvis der er for mange hjemme i huset, så bilder jeg mig ind, at så kan jeg ikke sidde alene. Jeg har brug for at sidde alene og lave min podcast. Bullshit. Altså, det er jo bare et spørgsmål om at skabe sig noget luft, og det har jeg så gjort i dag, for eksempel ved at gå op på min søns værelse, lukke døren, låse den. Hunden er her. Hvis den gør, so be it. Det er et vilkår. Og det har taget mig tre uger lige at komme til den. den konklusion. Jeg har kunnet det før, men så ryger jeg lidt ned i den der en gang imellem. Men i og med at jeg så har gjort det, jeg har fået struktureret, eller du får struktureret det, du skal, så er det også nemmere for dig at vænge af. Hvad tager jeg nu? Gå i gang et lille bitte skridt ad gangen, og så jo mere du ligesom får arbejdet dig ind i det, du gerne vil nå, jo mere selv inder dig så også med at komme på din samvittighed. eller på din ryggræd, kalder man det vel, og så får du faktisk mere momentum. Så det er sådan en cyklus. Men hvor mange tror, at man skal starte med at have perfekte omgivelser, perfekte tid og perfekte setting for noget for at skabe momentum, så er det faktisk, eller at man skal have selvværd for at komme derhen, så er det bare det at gøre noget, selvom man bliver shaky, der faktisk skaber et et højere selvværd og dermed momentum. Allerede nu her, i den lille periode, jeg har talt med dig, til dig, så kan jeg allerede mærke fysisk på min krop, at jeg har det meget bedre. Og det er også det, jeg bruger i mit arbejde. Og det er faktisk Tony Robbins, der har talt ind i den her trick her, hvis du rejser dig op, Du står stærkt fysisk højne af dine skuldre, brystet frem. Du taler godt til dig selv. Du taber ind i en oplevelse, hvor du havde en fed følelse. Det gør, at du rent faktisk begynder at stå stærkere. Så du kan selv gå ind og arbejde med dine positurer, dine tanker, dine følelser. Og personligt så har mit mantra jo lidt en tanke. skaber en følelse, der skaber en handling. Så hvis vi kan få en negativ tanke til at blive til en positiv eller en konstruktiv tanke, så allerede der, så har vi skabt et skifte. Og i forhold til min situation, de her tre uger, der har jeg sådan hele tiden åbenbart hægtet mig fast i, at der ikke har været de rigtige omgivelser. Jeg har ikke haft tiden til det. Ja, finde selv på noget. Hvilket så har fastholdt mig i, at det var bare ikke det perfekte setting. Perfekt findes jo ikke, men det var ikke et setting for mig til at lave en podcast i. I dag var jeg inde og tænkte, okay fint, jeg laver en podcast uden at optage en video. Så er det jo no problem. Jeg kan sagtens sidde. Der kan jeg jo sidde inde i min seng, hvis det er det, jeg har lyst til. Jeg kan sidde ude i bilen. Jeg kan sidde hvor som helst og lave en podcast, så længe der ikke er video på. Så tænker jeg nej, fordi så skal jeg lige pludselig til at lave noget andet. Undskyld. Så skal jeg lige pludselig til at lave noget andet i forhold til alle mine optagelser. Så nej, jeg sætter mig ind på min søns hverler, og så får jeg simpelthen optaget en video. Og så må det brist eller bære. Så når jeg så går ind og så skifter og tænker, okay, perfekt det findes ikke, men så godt som jeg kan gøre det, det er godt nok. Så får jeg ligesom et mentalt skifte op i hovedet, hvor jeg så tænker, okay, jeg er jo nødt til at øve mig for at blive bedre. Og hvis jeg laver en fejl, så er det læring. Og hvis folk ikke gider at kigge på mig, så kan de slukke. Så i stedet for at kigge på den anden måde, som jeg har gjort de sidste tre uger, måske, i virkeligheden, og sige, jeg har jo ikke noget at tale om, og jeg kan jo ikke bla bla bla, så har jeg vendt den om, og så har jeg tænkt, okay, nu springer jeg ud i det, og så får jeg talt mig varm, og så er alt godt. Så det er, hvad jeg opfordrer dig til. Hvis der er et eller andet, du tænker nu, Det her skal jeg have gjort, men jeg er bange for at blive dømt af mine omgivelser. Eller hvad nu hvis jeg fejler? Jeg har ikke rigtig de helt gode eller skarpe forudsætninger for at gøre det her. Så den første i forhold til, hvad tænker de andre? Må jeg bare have lov til at sige, at jeg er pisse ligeglad. Som jeg sagde før, kan de ikke lide dig, så kan de gå. Men det sjove er, at et menneske har faktisk mere travlt med at tænke på sig selv om egne forhold end andres. Så når vi, du, jeg, for jeg er der også, går rundt og tænker, at de synes nok, de tænker nok. Altså begynder at bruge en masse energi på at tænke, hvad tænker de andre. så tænker de faktisk ikke sindssygt meget på os. De tænker mere på sig selv. Spil af energi for os at tænke på den måde. Men hvis du har behov for sådan en ret firkantet måde at tænke på, så kan de tøffe af. Altså, kan de ikke lide det, jeg siger? Så kan de forlade området, eller forlade det, du engang skal lave. Der lavede jeg faktisk en fejl, fordi jeg glemte det nu. Det du engang, i stedet for at sige, det du nu engang skal lave. Gjorde det ondt? Nej. Anyway. Jeg tænker, du forstod budskabet. Den anden, det her. Årh, hvad nu hvis jeg fejler? Ja, det er jo ikke fedt at fejle. Sådan umiddelbart, når man tænker på det. Det har jeg aldrig synes omvendt. Det er ret fedt at fejle. Jeg elsker at fejle, forstået på den måde, jeg reflekterer over det. Det kan godt være, at jeg bruger noget tid på at dunke mig selv oven i hovedet. Eller nogle gange dunker jeg mig selv oven i hovedet og siger, at jeg burde have vist bedre. Du burde have gjort det bedre. Og min mand er ret god til at støtte op og sige, Så synes du ikke, at du kaster dig selv lidt under bussen nu? Måske skal du lige lade være med det der. Og så kan jeg jo kun sige tak, og så kan det godt være, at jeg alligevel bebrejder mig selv lidt. Men han får i hvert fald også støttet op i forhold til, at måske er jeg rimelig hård ved mig selv. Og det samme gør også at gældende for dig. Du skal ikke gå og bebrejde dig selv, hvis du har lavet en fejl. Du skal hellere sige, okay, Ærgerligt. Hvad skete der ved det? Er der noget, jeg kan lære? Og hvad gør jeg så næste gang, jeg måske står i samme situation? Og hvis vi står i en lignende situation fremadrettet, så må vi også prøve ikke at lade os begrænse af, hvad der skete sidst. Fordi hver gang, vi får en mulighed for at handle, også selvom det er noget, vi så har vi mulighed for at gøre noget anderledes. Og det er det, vi ligesom skal tænke på, i stedet for at sige, ej, jeg tør ikke at bevæge mig derude, fordi sidst jeg gjorde det, så skete det og det. Det skal ikke være en begrænsning. Du skal sige, okay, sidste gang jeg gjorde det, der var der det her resultat eller outcome. Det var ikke det hensigtsmæssige. Okay, hvordan kan jeg så gøre det en lille smule anderledes nu, så jeg får et andet resultat? Det er lidt det her med at tænke, okay, vi har en situation, og hvad vil jeg gerne gøre? Hvilken afkomst vil jeg gerne have? Og så handler man. Så er man tilbage. Hvad er udfaldet? Var det, som jeg ønskede? Ja, nej. Så kig på det. Kan du huske, at jeg nævnte det med følelserne, fordi jeg kommer lidt tilbage til dem. Hvis vi så kigger med følelserne, og den der, åååh, ydmyne og lave en fejl, og de andre tænker nok, og bla bla, jeg ved ikke, hvad man ikke kan råde sig ud i. Det er i hvert fald, når jeg sådan kommer ud på et tidsspur, at jeg godt kan... kan møde sådan nogle tanker og følelser. Hvis vi så lige får ekskluderet følelserne fra festen, og så alene tænker med fornuften, så er det faktisk nemmere for os at sidde og reflektere og tænke, okay, godt, det gik ikke super godt med den her præsentation. Så noget af det gik, noget af det gik ikke. Og hvis der var noget, der ikke gik helt optimalt, lad os sige, du har fået en feedback på en præsentation, hvor du tænkte, ah, det gjorde ondt. Men i stedet for at gå i forsvar, så bare prøv at sige tak. Og så tænk over, hvad du kan bruge af det. Det er ikke alt, du kan bruge, men du kan helt sikkert bruge noget. Udover din egen erfaring, kan du også bruge den feedback fra de yderomstændigheder, du får. Det er da en gave. Det er en gave at kunne vækste. Altså, tro mig, jeg bliver... To gange 25 på mandag. Og det har taget mig forholdsvis mange år at lære at se på fejl og uhensigtsmæssige resultater på den måde. Det er en muskel. Det skal trænes. Men jeg ved, du kan. For jeg har lært det. Og så kan du også lære det. Men vi skal være bevidste om det. Og alt forandring starter med, at vi bliver bevidste om noget, der ikke er helt optimalt. Den tredje er, at vi sidder her, og det kan godt være, at det ikke er perfekt, men jo mere jeg kommer ind i det, jo mere varmt jeg taler mig, jo bedre får jeg det. Jo mere begynder jeg også at tro på, at jeg kan, det vil sige, at jeg får et højere selvværd. Og så skaber jeg et momentum. Og hvis det så skulle være optimal, hvis jeg så skulle optage flere podcasts, så kunne det være super fedt, når jeg har optaget den her stop, og så starte på næste, fordi jeg er ligesom inde i det her flow. Så det handler ikke bare om, at jeg taler mig varm, det handler også om, at ved at tage det første skridt, ligesom lad os sige, at du skal skrive en bog. I stedet for at sige, at jeg skal skrive en bog, så kan det være, at du skal sige, Jeg vil opføre mig som forfatter. Og så skrive en linje eller to. Og så sæt dig et mål dagligt at skrive én side eller i ti minutter. Om det er én side eller ti minutter. Det er sådan set, det er hvad der passer dig. Men lad være med at lave det til otte timer. Bare sige ti minutter. Og så, det er altså min mave der rumler, hvis du kan høre noget. Sæt dig for at gøre det, og så se, hvor hurtigt du faktisk kommer til at arbejde ud over de 10 minutter, eller ud over den ene side. Fordi du begynder, og så spor du dig ind på, hvad der sker, og så får du flow. Jeg har prøvet det andet rigtig mange gange, og jeg kan bare sige, at jeg taler af erfaring. Det fungerer ikke at sidde og vente på, at jeg lige får den der vibe, eller jeg lige får de der omgivelser, eller jeg lige kommer ind i det rigtige setting. Talt forkert igen. Du ved, hvad jeg mener. Så for at bruge min situation og lave en opsummering, vil jeg give dig tre punkter, du kan tage med dig fra i dag. Det første handler om, at du skal identificere det, du undgår. Hvad er det, der gør, at du blokerer lige nu? Og hvad er det, du undgår? I mit tilfælde. Lige nu undgår jeg at optage den podcast, som jeg har drømt om at optage, selvom jeg ved, hvad jeg vil sige, men jeg undgår det. Lige nu undgår jeg at optage min podcast, selvom jeg ved, hvad jeg vil sige. Lige nu undgår jeg at sende den besked, som jeg har skrevet. Lige nu undgår jeg at tage det første skridt ned i træningscentret, fordi jeg vil gøre det rigtigt. Når du så har gjort det, Så skal jeg lige have min ordner med her. Så gør begrænsningen specifik, og det kan du gøre ved, hvilken regel er det, som du følger uden at have valgt den. Det kan være som jeg. Jeg må først handle. Jeg kan først optage, når det er helt rigtigt. Perfektionismen. Eller det skal være gennemtaget før jeg deler. Eller jeg skal stå 100% indenfor det. Imposteren. Find selv på nogen. Det er en regel, som findes og som du følger. Men igen, som jeg også sagde tidligere, hvad tænker andre om dig? De tænker sgu nok, at du er ret sej, at du gør det i virkeligheden. Eller de har mere fokus på sig selv end på dig. Så det handler ikke om, at du nødvendigvis skal være nervøs for deres opfattelse. Og hvad hvis du fejler? Det ville jeg ikke. Vækst. Det kræver energi, og det kræver, at man lærer at kigge på et andet fra en anden vinkel. Og det sidste er, hvor du skal definere det mindste næste skridt, du tager. Og det kan være i mit tilfælde. Sæt dig op foran skærmen, som nu. Tag headset på, og tryk på start. 60 sekunders optagelser, så kan man trykke på pause eller stop, og så kan man starte forfra, hvis det er det, man har lyst til. Og tro mig, i dag har jeg også måttet trykke på stop-knappen to gange, fordi jeg har ikke nogen pause-knap, og det vil sige, at jeg har måttet tage forfra, fordi jeg om mit hoved har haft en begrænsning, der hedder, at jeg skal tage det i one take. Og det er så ikke kommet til at ske på den her video i dag. Jeg har faktisk taget det af to omgang og lagt sammen. Bare lige så du ved det. Det kan også være, at du i forhold til at skrive en artikel eller en bog eller en opgave, skal skrive tre stikord. Tre stikord skal skrives i dag, så er jeg home safe. og lurer mig, om ikke du kommer til at skrive endnu mere, når du først kommer i gang. Dele en sætning. Det kan være at komme ud over rampen. Del en sætning på de sociale medier, hvis det er det, du skal fokusere på. Personligt kan jeg godt have en tendens til at tænke for meget over, hvordan jeg formulerer mig, når jeg skal lave et opslag på Instagram eller på LinkedIn. Og det gør, at lad os antage, at min mand og jeg har været nede at træne. Vores rutine er, at vi træner om morgenen, fordi så er vi ligesom sgu dagen i gang. Vi kommer ned, vi træner, vi tager et billede, for det vil jeg gerne bruge som en teaser eller en opfordring til andre til at få gang i de gode rutiner. Og så får jeg taget det, og jeg sidder og skriver på vej hjem i bilen. Og så får jeg det ikke fyret af, fordi det skal ikke stå. Hvor skal det stå? Hvor skal skriften stå? Hvilken skriftstype skal det være? Tre, fire forskellige udfordringer, som gør, at jeg overhovedet ikke får postet det her opslag eller den her story, som jeg gerne vil. Hvad er det, jeg er så bange for? Hvorfor skal det være så perfekt? Der er ikke noget, der er perfekt. Det har jo lige siddet og sagt. Så tro mig, jeg er også bare en menneske, jeg rammer ind i de samme ting. Og det havde jeg faktisk lyst til at fortælle dig om i dag, fordi det er det uperfekte afsnit i dag. Men nu har jeg givet dig tre gode ting at tage med. Så med det sagt, så gå ud og gør en forskel. Tag det første skridt. Brug fem minutter i dag af din dag på at arbejde hen imod det, du vil. har undlagt at gøre i det sidste lange stykke tid. Jeg hæpper på dig. Jeg har selv lige været igennem det samme. Så bliv bare mennesker. Og så vil jeg opfordre dig til, hvis du vil have nogle blogindlæg eller lytte til nogle andre podcast. Sæt dig på. Følg mig. Følg mit nyhedsbrev. Der får du tips og tricks. Der er også noget info om kommende foredrag. Der er info om mit medlemskab. Der er info om masterclasses, jeg afvikler. Hvad har jeg mere? Jeg har små kurser, du kan få på min hjemmeside. Følg mig på LinkedIn. Jeg hedder Louisa Torstrup. Følg mig på Instagram. Jeg hedder Torstrup Consulting. Der er rigtig mange muligheder. Og hvis du synes, det her er godt, så del endelig til andre. Jo flere vi kan komme mod til, jo bedre. Skriv en kommentar dernede. Har du et emne, jeg skal behandle? Så skriv det. Det er bare at give den gas, så. Og med det her, jeg ønsker dig en rigtig god dag. Gå ud og gør en kæmpe forskel, og så tager vi ved. Og enormt glædelig jul og et godt nytår. Og husk, du behøver ikke at lave et nytårsforsæt for at skabe en forandring. Du kan forandre allerede i dag. Hej.