Tre fejl, der holder dig tilbage - og hvordan du knækker dem!

at sidde og optage min podcast er temmelig grænseoverskridende for mig. Men ikke desto mindre, så er det sundt. For det der er sundt for os som mennesker, især hvis vi godt kan lide at have en kontrol, det er at komme uden for den komfortable zone, hvor vi ikke helt har kontrol over, hvad der sker, fordi det er der, vi flytter os. Det har jeg sagt før, og det blev jeg ved med at sige, fordi det er noget, der skaber vækst. Og hvis du gerne vil rygte dig, hvis du gerne vil dygtiggøre dig, hvis du gerne vil væk fra det at være en imposter, det med at have en begrænsende overbevisning om dine egne kompetencer, hvis du gerne vil komme perfektionisten til livs, så må du ud og være der, hvor det kilder en lille smule. Så derfor, i dag er det første gang, jeg optager min podcast på video. Jeg håber at... Ja, for det første håber jeg selvfølgelig, at du kan bruge det, jeg fortæller om i dag. Men jeg håber også, at du kan blive inspireret af, at jeg i dag springer en lille comfortzone for mig selv. Dagens episode handler om tre fejl, som holder dig tilbage, og hvordan du kan flytte dig og komme videre, i stedet for at føle, at du står på samme sted. Jeg bruger mine egne tre fejl, eller hvad man kan sige, tre ting som eksempel. Og det er faktisk også det, jeg oplever, at mange af mine klienter har. Måske ikke dem alle sammen, men noget, der minder om. Så jeg tænker, lur mig, om ikke du kan genkende mig en lille smule. Så lad os kaste os ud i det. For det første, så er perfektionisten, den jeg også lige nævnte før, har en tendens til at holde os tilbage. For mig selv, der har det været en stopklods i rigtig mange år, fordi jeg har ikke turde handle på det, jeg gerne ville. Jeg har haft en tro på, at hvis jeg skulle levere noget, så skulle det være fuldstændig perfekt. Hvis jeg lavede et skriftligt stykke arbejde, måtte der ikke være nogen kommefejl. Der skulle være rigtig linjeafstand. Det skulle være med de rigtige formuleringer, som underbyggede det jeg egentlig ville sige. Og hvis jeg opdagede, at der var en fejl, så ville jeg ikke udgive det, eller jeg ville ikke sende det frem. Jeg havde rigtig svært ved at slippe den opgave, jeg sad med, eller det skriftlige produkt, jeg sad med, fordi jeg ikke syntes, det var godt nok. Det kan også være, da jeg startede med virksomheden for nogle år tilbage med coach- og mentor-rollen, at hvis jeg nu sagde noget forkert, Hvordan kunne jeg så være en autenticitet? Fordi det var jo ikke legalt for mig at have fejl. Jeg skulle jo vide det hele, når jeg nu gik online med mit produkt. Og det er desværre en begrænsende overbevisning, jeg har haft i rigtig mange år. Vi mennesker, eller mange, har ofte den tro, at perfektionisme er en god ting. Det kan det være, hvis vi kan finde ud af at balancere i det. Fordi det med, at vi skal gøre alt perfekt, så vil vi føle os gode nok. Den holder sgu ikke vand, i hvert fald ikke i min optik, fordi jeg føler mig aldrig god nok måske. Og jeg har i mange år ledet efter den tro, at jeg skulle være perfekt, fordi først der var jeg god nok. Den læner sig også op ad imposteren, som jeg kommer tilbage til om lidt. Jeg har brugt så meget tid på at forberede mig, så jeg har overforberedt mig, og jeg har brugt afsindelig mange timer på at sidde og gennemlæse. Lad os tale om det her skriftlige produkt fra før. Jeg ved ikke, om du selv kender det, men det med, at man læser et script igennem, Og man læser det så mange gange, at man til sidst stiger sig blind på det. Og så får man givet det til nogle andre, som så retter nogle fejler og får det tilbage. Og det jeg typisk kunne være bange for, det var at overdrage det her produkt til nogen, der skulle læse kodektur på det. Fordi tænk nu, hvis de opdagede, at det jeg havde skrevet var noget vulapyg, eller det med at blive konfronteret med, at jeg ikke bare havde det super perfekt fra start af, det synes jeg var enormt. Det var svært, fordi så var jeg en fejl. Så var jeg ikke min opgave værdig. Og det har bare holdt mig afsindelig meget tilbage. For at tage nyere data, som jeg har indhentet fra mit eget liv, så det med at gå live. Det har ikke været noget, som jeg synes har været særlig rart. Og derfor har jeg undlet at gøre det. Håret sad ikke rigtigt, mascaren var nede på kenderne, eller hvis jeg sagde en fejl. Og sådan har jeg det til stadig, at jeg kan godt synes, at det er nogle grænseoverskridende. lyst til at tage videoen om igen og igen og igen, fordi den er bare aldrig god nok. Og til sidst så mister jeg motivationen, og så lægger jeg telefonen, og så kommer jeg aldrig ud med det budskab, som jeg egentlig har. I stedet for at være fløjtende ligeglad og så bare gå live, og så tænke, okay, fint, så er det ude nu. Folk kan synes, hvad de vil. Jeg skal ikke bedømmes. Nu har jeg leveret det, jeg gerne vil sige, og så er jeg videre. Og det, der er lidt interessant, det er, at jo mere vi rykker ved den der grænse og gør noget, der rent faktisk synes lidt ubehageligt, jo mere bliver vi faktisk hærdet. Jo mere kan vi modstå os, selvom vi laver nogle fejl. Og i min politikarriere, da jeg skulle begynde at undervise, det var hver gang det er nyt stof, så er det klart, at min forberedelsestid bliver længere. Og jeg kan godt lide at føle mig sikker i det, jeg præsenterer. Vi kan bare aldrig være 100% sikre. Der vil altid være en håndgranat, der kommer ind fra højre eller venstre, hvor vi skal forholde os til det. Men i takt med, at min... rolle som underviser er blevet bedre, så er jeg også bedre til at håndtere de uforudsigte ting. Og det kommer jo ikke over natten. Det kommer jo med, at man øver sig, og man hele tiden rykker sine grænser. Og det er også her, hvor perfektionisten har måtte vige, og jeg har måtte acceptere, at jeg ikke er perfekt. Jeg gør det så godt, jeg kan, men det er godt nok. Der er ikke en 100%-løsning. 80% er faktisk godt nok. Og det er også det, jeg tidligere har nævnt i min podcast og også i mine kurser, at jeg har ofte sagt til andre, at 80% er godt nok, men haft den tro, at jeg selv skulle levere 100%. Det vil sige, at jeg har været min egen værste fjende. Det tænker jeg, at mange godt kan genkende til. I hvert fald mange af mine klienter. Men jeg har været min egen værste fjende, og dermed holdt mig tilbage, været begrænsende over for mig selv, haft en blokering på et eller andet plan, og har sku, hvad kan man sige, gør op med mig selv, er det noget, jeg vil flytte, eller vil jeg gå med det her, og så ikke få leveret det budskab, jeg egentlig ville. Eller føle, at jeg ikke gjorde det godt nok at punkte mig selv. Og det er nogle interessante vinkler at gå ind i, hvis man tør. Og for mit vedkommende, der igen i takt med, at jeg er blevet dygtigere som underviser, så er jeg også blevet bedre til at slække lidt på den nulfejlskultur, jeg egentlig har forsøgt at leve i. Og det er klart igen, som jeg nævnte lige før, hvis jeg skal undervise i noget helt nyt, så forbereder jeg mig jo, så godt jeg overhovedet kan. Jeg har i en tidligere podcast talt ind i, hvordan jeg forbereder mig, så det vil jeg ikke gå i dybden med her. Men jeg ved, hvad der skal til, for jeg føler, at nu kan jeg godt gå op på scenen, og nu kan jeg godt præstere og levere noget, som jeg kan være bekendt. Og jeg er også forstående overfor, at at jeg kan fejle, og det er okay at fejle, fordi så kan jeg reflektere over det efter jeg har undervist, og så kan jeg sige, okay, næste gang, så er det måske ikke den vej, jeg skal gå, så skal jeg prøve noget andet. Så igen, det med at fejle er lige pludselig blevet en fed ting for mig. Altså, det er jo en feedback, der gør, at jeg kan blive endnu bedre næste gang. Det er jo også en ny ting for mig. Ny, så det ikke skete i går, men det er sket inden for de sidste fem. Især kan jeg mærke en markant forskel på, hvordan jeg kigger på fejl. Men vi kan kun gøre det så godt, hvad kan man sige, som vi kan. Vi gør det så godt, vi kan, og så er der huller, eller der er ændringer, der skal gøres efterfølgende. Men vi kan aldrig være 100 procent. Og det er bare en ting, vi må acceptere. Og hvis du accepterer det, så bliver du også mere balanceret i din rolle, selvom det er en ny rolle, en ny position, du bestrider. Og så vil du faktisk levere bedre. Men det, der har gjort det store for mig, og som jeg håber, du kan tage med, det med at være perfekt, det er ikke muligt for mig. Så i stedet for at stile efter en 100% løsning, så er 80% godt nok for mig. Og i det øjeblik, at jeg selv efterlevede det, jeg dikterede til andre eller sagde til andre, så begyndte jeg faktisk at få en ro på. Det vil sige, at hvis jeg laver en fejl, så ser jeg det som en form for læring. Så er det en feedback til, at det kan jeg forandre næste gang. Hvis jeg fokuserer på min fremskridt frem for, For det, jeg ikke gør 100 procent godt, det er handlingen. Det er ikke essensen af den handling. Det er det, jeg gør. Det er det, jeg optager en video i dag med min podcast, der er gevinsten. Fordi jeg er uden for min komfortable zone. Så jeg gør faktisk noget, som jeg ikke synes er super fedt, men jeg gør det, fordi så rykker jeg min grænse. Hvis du venter på de 100%, som jeg har gjort i mange år, så venter man for evigt. Jeg ventede for evigt. Det var først, da jeg accepterede, at jeg ikke kunne levere en 100%-løsning, at jeg rent faktisk fik mere ro inden i mig, og jeg higgede ikke efter hele tiden. Jo, jeg kan godt lide at optimere det, jeg gør, men jeg er også okay med, at det er en 80%-løsning. Hver gang jeg handler, som i dag, når jeg optager en video af min podcast, så flytter jeg min grænse. Nu er jeg ude et eller andet sted, hvor jeg ikke har været før. I kan se min hund bagved. Han er jo også med. Det er en del af gamet, når du sidder hjemme og optager. Så I må lige have ham med. Nu kan han sidde og kigge med. Han er ganske hyggelig. at du gør noget og handler, selvom det føles ubehageligt, så rykker du dine grænser, og så finder du faktisk ud af, at det ikke er helt så ubehageligt. Det gør jeg i hvert fald. Så hver gang jeg har gjort noget, som jeg har haft meget modstand på i noget tid, Når jeg så rent faktisk gør det, finder jeg ud af, at den tid, jeg har brugt på at bekymre mig om, at det har jeg ikke lyst til, og hvordan gør jeg det perfekt, og hvordan kan jeg optimere osv. Det har været spild af energi. For det første gør det ikke ondt. For det andet er det typisk mig selv, der er den hårdeste dommer, og andre synes, at det er jo sgu da meget godt. Det kan da godt være, at du så lidt træt ud med, at dit budskab kom dig ud, eller hvad vil jeg. Så faktisk er handlingen det essentielle, ikke produktet i sig. Men det, at du presser imod det, som du har modstand på, det gør dig faktisk stærkere. For igen at tale ind i frygten for at fejle, så har jeg haft den i hele mit liv. Jeg har den da stadigvæk til tider. Men jeg er også opmærksom på, hvad jeg så skal gøre for at, hvad kan man sige, eliminere den frygt. Vi, jeg, Og jeg tror, at mange af os er opvokset i en nulfejlskultur. Og det har været sådan en fejlagtig tro på, at fejl skulle undgås. Og alle de steder, jeg har været, har jeg altid haft gode vejledere, der har sagt, at det er nu, du skal fejle. Det er okay at bare gøre det. Men hvad jeg også har haft en oplevelse af, har været, at det har været til tider, ikke altid, men det har været til tider, også på grund af min egen opbevisning, har det været tomme ord. Så hvis ikke der ligger, hvad kan man sige, følelsen af, at det er legalt at fejle, her er der et trygt læringsmiljø, jamen så har det været tomme ord, og når ord bliver sagt uden, at der er egentlig en følelse af det her, Der er plads til, at man kan lave fejl, og det er okay. Der bliver ikke slået ned på en, der bliver ikke kigget skævt, der bliver ikke vurderet, og du får ikke smidt det ud bagefter og se, hvad jeg sagde, du kunne ikke finde ud af det. Så er det okay at fejle, men hvis du bliver mødt med tomme ord, hvor der ikke er pladsen bag, Så er det jo ligegyldigt. Og det er den, jeg har haft. Men jeg tror til deles også, at det har haft noget at sige, at min overbevisning har været, at jeg ikke har måttet fejl. Alle andre måtte gerne, men jeg måtte ikke. Fordi hvis jeg gjorde det, så var jeg ikke dygtig nok. Så var det, at en poster lige pludselig kom frem. Du kan jo ikke det, du siger, du kan. Hvorfor tror du i øvrigt, at du kan levere det, du lover? Hold kæft, hvor har jeg været ramt af den rigtig mange gange. Og de tre ting, som jeg nævner i dag, hænger bare sammen i min optik. Og igen, jeg er ikke frelst. Jeg møder dem til stadighed. Men det gør jeg hver gang, jeg stiger til næste niveau. Hver gang jeg skal ud og lave et eller andet, som jeg ikke er vant til, så møder jeg det. Jeg møder angsten for at fejle. Jeg møder, hvad tænker folk ikke om mig? Og kan jeg virkelig tillade mig at sige det her? Fordi det kommer så også lidt af, at jeg altid har haft den overbevisning, at jeg skulle gå vejen selv, før jeg kunne tillade mig at udtale mig om noget. Det er jo en til dels okay tanke at have eller adfærd, men den er også bare virkelig dræbende, fordi en poster får lov til at fylde for meget, tænker jeg, i den kontekst. Hvor nu her, det kan også være, at min alder har gjort det, men jeg er begyndt at være opmærksom på, at det er mig selv, der taler til mig selv. Det er ikke nogen uden for, jo der er normer og holdninger og det man ser i ens omgivelser, som også går ind og former os. Men for mit vedkommende har der været en forkert tro, som jeg har gjort til min virkelighed. Og det er jo bare at begrænse mig selv i virkeligheden. Så da jeg lærte, at det var et mønster, som jeg skulle bryde, det var et uhensigtsmæssigt mønster, jeg havde skabt for mig selv på baggrund af noget, jeg måske havde mødt i mine opvækst og i mit arbejdsliv osv. Da jeg begyndte at nedbryde den, så fandt jeg ud af, at det er jo mig selv, der holder sådan en tanke i live. Fordi i virkeligheden kan jeg være ret ligeglad med, hvad alle andre tænker og synes. Så længe jeg gør det så godt, jeg overhovedet kan, Så kan jeg jo reelt set ikke gøre det bedre. Så at fejle er ikke et nederlag. Det er jo gaven til vækst, fordi du lærer jo, at det er en fejl, hvis du kigger på dem og tænker, okay, jeg gjorde det her og fik det her resultat. Det var ikke det hensigtsmæssige resultat. Hvordan kan jeg ændre næste gang, jeg står i en given situation, som er tilsvarende eller minder om. Hvordan kan jeg så bruge min erfaring hensigtsmæssigt, i stedet for at sige, okay, sidste gang jeg gjorde det her, der gik det ikke særlig godt, så jeg må hellere lade være med at gøre det igen. Altså jeg må hellere, lad os sige, eksempel, jeg skal optage en video, fordi jeg gerne vil gå live og sige noget lige nu og her til alle jer følger. Hvis jeg så optager en video og synes, ah, det kan jeg altså ikke tillade mig at sige, eller jeg kommer ud og måske får en feedback, der siger, ah, det der du sagde der, var det nu også rigtigt? Så kan jeg føle, at den feedback gør ondt, når folk har en holdning til det, og så synes de nok ikke, at jeg er særlig god. Så lader jeg være med at gøre det en anden gang. Så laver jeg kun skriftlige beskeder til de, der følger mig. I stedet for at sige, at måske skal jeg vinkle den på en anden måde næste gang. Fordi det var ikke videoen i sig selv, der måske var det, der skabte den feedback. Det var måden, jeg sagde tingene på. Eller det var opbygningen. Det kan være hvad som helst. Men det var bare for at komme med et eksempel om, at det kan godt være, at den første video, jeg lagde ud, ikke var optimalt. Så kan jeg sige, hvad virkede og hvad virkede ikke. Men kig på et, jeg gjorde det. Det er jo sgu da en sejr i sig selv. Og to, hvad virkede? Og så lad alt det andet være. Fordi hvis vi fokuserer på det, der ikke fungerer, det fylder meget mere end det, der fungerer. Hvorimod fylder du? selv med det, der fungerer, så vil du også blive mere motiveret. Vi er rigtig gode til at kigge på det, vi ikke kan finde ud af. Det spiller kraft og spiller energi og er god tanketidagtigt. Så kig på det, der fungerer, og så gribe fat i det, og så optimere det. Og det gør også bare, at når vi men vi taler til os selv med positive ord, med positive vendinger. I stedet for at sige, at det kan jeg ikke finde ud af, så siger jeg, at jeg gjorde et forsøg, og jeg havde det her udfald, og at det kan jeg trække, at det er jeg rigtig god til, og her skal jeg måske lægge noget mere energi ind, så jeg kan blive endnu bedre. Og så finde ud af, hvordan kan jeg blive bedre til det, der er svært for mig, i stedet for at sige, at jeg skal holde mig helt fra at eksempelvis undervise, fordi Min nervøsitet gjorde, at det var benspændende. Jeg kunne ikke svare på spørgsmål fra kursisterne. Det var rigtig ubehageligt. Hvad gik godt? Nåede du målet? Ja, det gjorde jeg. Næste gang kan du måske bruge den tilbagemelding, du får fra dine kursister, og så kreere en præsentation, som har nogle af de momenter, som kursisterne godt kunne lide. Okay, så prøver vi igen. Og så lærer man noget mere, for den vil aldrig være ligeskabet. Der vil altid være læringspunkter. Men hvis vi kigger på hullerne i osten, så er det det, vi ser. Hvis vi kigger på det, der gik godt, så har vi også lyst til at prøve igen. Det er i hvert fald, hvad jeg har oplevet med tiden. Ja, der er altid plads til forbedring, men vi behøver ikke hele tiden at jagte 100%-løsning eller nulfregtskulturen, for så kommer vi aldrig i mål. Så vil vi hele tiden blive ramt af den her, du er ikke god nok, eller det kan du ikke finde ud af, at du burde gøre noget andet. Du burde blive, hvor du var, eller er i virkeligheden. Hvis vi kigger ind i det med at gå selvstændig, hvis jeg havde lyttet til alle de personer i min omgangskreds, som sagde, at man ikke skulle blive ved med at være sygeplejerske. Det ved du, hvad det er, og du skal altid have noget at falde tilbage på. Og er det nu også smart som alene mor til to? Du har et godt job i politiet, du kan altid tage sygeplejevagter. Altid arbejde som instruktør for brændvæsenet. Jamen, er det nu smart at smide det hele og investere i at gå selvstændig, tage overlov og ikke have en fast indtægt? Prøv at hør. Det er da super useriøst. Du er alene, mor. Prøv at hør. Altså, hvad tænker du på? Hvis jeg havde fuldt dem, så havde jeg jo underkendt min egne drømme, mine egne ønsker. Og så var jeg blevet. Men havde det skabt lykke i min dagligdag? Og alle de udfordringer, jeg har haft og jeg har, og jeg vil få i fremtiden, de er jo med til at vækste. Det er jo ikke nemt. Det er jo ikke en dans på roser. Og tro mig, det er jo ikke sådan, at jeg bare er totalt lalleglad hver evig eneste dag. Nej, der sker rigtig meget bag scenen, for at bruge det ord. Men jeg vil ikke være det foruden, fordi den rejse, og den proces, der ligger foran mig, er jo super fed. Den er vildt spændende, og jeg har da fået så meget ind i mit liv, jeg er taknemmelig for. Og det alene fordi, jeg trodsede alle andres holdninger og meninger om, hvad jeg skulle, og forventninger, og gik med mit. Men det har også bare taget afsindt i mange år at komme hertil, men jeg har altid været en fighter. Men nok aldrig tænkt det som en kamp. Jeg har tænkt, det skal jeg bare overkomme. Men jeg har heller aldrig turdt følge min drøm sådan 100% før. Fordi jeg var bange for at fejle. Og hvad tænkte folk ikke om mig? Og jeg må hellere... Jeg har jo også været pleaser i rigtig mange år af det tilstede. Men er opmærksom på det, så jeg har vendt... Det, der har virket for mig, er at sige, okay, pisan har været der, men hvis jeg kigger på det, den har givet mig og vender det til en styrke, så er det en evne til at fornemme andre mennesker og sanse, hvordan jeg skal skal være i deres nærvær. Men jeg giver ikke køb på mine egne værdier længere. Jeg giver ikke køb på mine egne behov længere. Men jeg møder folk. Og det har pliserne igennem årene givet mig af styrke. Og det er også det, jeg siger til de mennesker, jeg arbejder med, som er ramt af en pliser. For jeg tror, mange af os kender det med at plise for ligesom at kunne være i en i en relation. Men hvis vi sætter vores behov bag andres, så er det usundt. Men hvis vi er bevidste om, hvornår vi bruger den. Det skal ikke gå op i manipulation overhovedet på nogen måde. Det er ikke det, jeg siger. Men jeg siger, hvis vi er opmærksomme på, nu møder jeg det menneske, jeg står overfor. Den relation, jeg er i. ikke med pleaseren, men jeg fornemmer, hvad personen har brug for, og så møder jeg personen der. Men med egne værdier for øje, så synes jeg, det bliver en stærk relation. Og hvad kan man sige? Det, jeg vil sige med den pleaser her i den kontekst med frygten for at fejle, det er, At pleaseren fyldte for meget. Perfektionisten fyldte for meget. Og jeg følte jo før, at jeg kun var likeable, hvis jeg føjede andre. Altså en grænsesætning var rigtig svær for mig. Især overfor mennesker, jeg elsker. Nære relationer er rigtig svære at sætte grænser over for. Men jeg begyndte lige så stille at finde ud af at navigere og tage udgangspunkt i mig selv. Og sige, at det var okay at fokusere på egne værdier og egne behov. Fordi jeg havde... Jeg levede meget i andre og glemte mig selv. Og jeg følte, at hvis jeg var der for andre, så var jeg et godt menneske. Men jeg kunne ikke være der for andre, hvis jeg havde for meget fokus på mig selv. Jeg syntes, det var egoistisk og så videre. Men jeg har oplevet nu, at jo mere jeg ligesom husker at være der for mig selv, og tage vare på mig selv, og nøse mig selv, og være kærlig og omsorgsfuld overfor mig selv, især hvis jeg synes, det er nogle udfordrende perioder, jeg står i, jo mere kan jeg også give til andre. Altså jo mere kan jeg også være der for andre, fordi At være der for andre, uden at være der for sig selv, er rent faktisk at udøve psykisk vold over for sig selv. I yderste konsekvens. Og det jeg også har fundet ud af, det er, at hvis jeg var over for andre, som jeg var for mig selv, så var jeg ikke et særligt godt menneske i virkeligheden. Hvis jeg talte til andre, som jeg talte til mig selv, så var jeg ikke et særligt godt menneske. Så da jeg skiftede blikket og egentlig begyndte at kigge mere ind af at sige, hvem er det egentlig, du er bange for, hvis du fejler? Det kan godt være, at nogen kigger skævt på mig, men så er de ikke værdige i min optik. Og ja, at fejle er at lære. Hvis du begynder at have de briller på, Louise, så kan det være, at du får mere ro på dit nervesystem. Og det gjorde jeg også. Men hvad skal jeg lære? Igen, da jeg startede som coach, jeg har jo været sygeplejerske, så har jeg været i politiet rigtig mange år. Jeg har altid haft med mennesker at gøre. Jeg blev så instruktør i brandvæsenet, sideløbende med. Jeg har altid undervist meget. Også før jeg startede som sygeplejerske, har jeg været skilærer, rubbing- og spændingsinstruktør. Så det vil sige, at jeg har altid undervist. Jeg har altid stået i en rolle, hvor jeg skulle give værdi til andre. Så det har været enormt nemt. Også som privatperson. Altid været der for mange. Og det at skulle begynde at sige... Jeg kan huske, at hvis jeg har vælt nogle ting med venner, så har jeg følt, at jeg var enormt grisk. Så det skete alene oppe i mit hoved. Men da jeg som coach begyndte at skulle vejlede andre, så tænkte jeg, hvad er jeg for en person, der sidder og stiller andre spørgsmål, som de skal reflektere over, når jeg ikke engang selv kan finde ud af det. Men det er jo også nemmere at sige til en, Du skal hoppe halvanden meter, indtil du gør det i virkeligheden, hvis ikke du er trænet til det. Det er også nemmere at undervise i noget, end måske selv at præstere. Og når man sidder op imod, at jeg havde en overbevisning om, at jeg selv skulle kunne det, før jeg ligesom kan levere varen. Jamen, den går jeg stadig med langt hen ad vejen, og det med selv at være igennem min min egen medicin som coach og mentor, det synes jeg er afsindig vigtigt. Men jeg behøver måske ikke at gøre præcis det samme, men jeg kan bruge en erfaring, som er parallel. Så at være coach og mentor, at skulle starte op, det er klart noget nyt, er svært at begynde på, men med det for øje, at alt nyt kræver tilvænning. Du er nødt til at kunne kravle, før du kan gå. Du er nødt til at kunne kravle, før du kan gå. Du kan ikke mestre noget, hvis ikke du har prøvet det før. At tillade mig selv med den vinkel at starte min karriere som coach og mentor, det gav en ro. Og så læne mig ind i processen, i stedet for at kigge på det endelige mål, men at se processen som den værdi, jeg fik ud af det. Og se tilbage på den vækst, jeg har været igennem. Det er fedt. Det er fedt. Så de fejl, jeg har lavet, selvom de i situationen har virket, ej, mand, tag dig nu sammen. Og helt ærligt, der er jo ikke nogen, der synes, du er seriøs. Det gør de. Men jeg skal ikke være 100 procent. Fordi det kan jeg ikke. Jeg skal lære. Jeg udvikler mig. Jeg udvikler min identitet som coach og mentor i kraft af, at jeg bliver dygtigere. Og den feedback jeg får. Jeg kan vælge at bruge den eller jeg kan vælge at lade den være. Jeg har så valgt at bruge den. Og måske ikke det hele, men med noget af det, og så sige, okay, hvordan kan jeg så gøre det anderledes næste gang? Det skal ikke tages som et bevis på, at jeg ikke er god nok. Det har været den største aha-oplevelse for mig i den her proces. Og det vil jeg opfordre dig til at også begynde at tabe ud, og så sige, okay, nu lægger jeg følelserne, og så kigger jeg på det med nogle nye briller, hvor jeg kigger, okay, hvad i den her situation skete? Sådan helt køligt, uden følelser. Jeg sagde noget, det var ikke det rigtige. Jeg kom i en situation, hvor jeg var på dyb vand. Jeg kom ud i den anden ende. Men hvad kan jeg lære nu? Okay, næste gang, så kan jeg gøre A, B eller C. Og så... Det gælder faktisk også lidt i den udfordring. Spørg altid. Altså vær nysgerrig. Hvad kan jeg lære af det her? Hvad er der i det for mig? I stedet for, hvorfor skete det her for mig? Lad være med at gå i offerrollen. Ej, det er også synd for mig, og nu kan jeg ikke finde ud af det her. Tag ud af den, og så være nysgerrig på, hvad du kan lære. Lige så snart der kommer nysgerrighed ind i billedet, så synes jeg bare, at det bliver mindre hårdt. Det bliver mere spiseligt, hvis man kan bruge de ord. Og så er det jo... Jeg ved ikke, hvorfor jeg har haft den tro, at succesfulde folk, de fejlede ikke. Og lige så snart man kom i gang med en virksomhed, eller man blev et navn, eller at det gik en godt, så var det super. Og der var jo ingen udfordringer. Men tro mig, jo mere jeg dykkede ned i litterature og andre, og andres historie, så har de skulle fejle tusind gange, og så endelig var den der. Efter de har fejlet tusind gange, så var det rigtige skud der. Så fik de et gennembrud. Da jeg begyndte at bruge det lidt mere og vente lidt mere indad, så tænkte jeg, Jeg skal op på hesten igen. Jeg skal være en lille russedukke, der vælter og kommer op igen. I min optik, så er vi født som propper. Det gør, at vi dykker lidt, men vi kommer altid op til overfladen. Vi kommer altid igennem en udfordring. Hvis vi bare sidder og venter på, at ting sker, så sker der ikke noget. Vi kan godt have mål. Vi kan godt have drømme. Vi kan også godt tænke os glæde. Ja, vi kan i hvert fald begynde at tale pænt til os selv. og fokusere på det, vi er taknemmelige for. Kig nu og her. Lev i nuet. Hvad har du i nuet? I stedet for hele tiden at være på vej hen imod noget andet og jagte noget ude i fremtiden. Vær nu glad for det, du har nu. Og lige så snart du bliver taknemmelig for det, du har og rent faktisk får øjnene op for, at du har en masse, så vil du også opleve, at der kommer mere til dig. Og i virkeligheden med at sige, okay, jeg er, hvor jeg er. Jeg skal ikke sammenligne mig med andre. Jeg laver mine fejl, og det er okay. Og i hver fejl er der noget læring. Så begynder jeg faktisk også at få mere ro og skabe en identitet, som starter med mig, men som så også, hvad kan man sige, er inspirerende for andre. Og jeg har oplevet, I det øjeblik, jeg begyndte ligesom at arbejde med mig, så blev min omgivelse, altså så skete der en ændring i min omgivelse. Der er nogle mennesker, der ikke er mere i min omgivelse, der er kommet nye til, og så er der nogen, der har været der i rigtig, rigtig mange år. Men faktum er, at når du begynder at skabe en forandring i dig, så vil du opleve, at der sker en forandring i dine omgivelser. Det er jo som ringe i vandet. Men hvis vi bare sidder og tænker os til, at det hele sker, så sker der ikke en skid. Altså, vi kan godt igen sætte mål og drømme op, hvad vi ønsker, men vi er nødt til at handle, for det kommer ikke bare ned i din turban. Og vi er ligesom også nødt til at, nu siger jeg vi, jeg har fundet ud af, at det med at forse noget, det får jeg ikke noget ud af. Jeg er nødt til bare at læne mig ind i den tro, at ting sker af en grund, og de skal nok komme til mig, når de kommer. De udfordringer, jeg møder, begynder jeg nu at se som mulighed for vækst. Og så igen, hvad skal jeg lære i det her? Og det kan godt være, at løsningen ikke er lige nu og her, men det skal nok komme. Fordi jo mere jeg er udsat for, jo dygtigere bliver jeg på det felt, jeg nu er inde i. Og det er også lidt det, jeg vil sige med de succes. Det er fordi de er blevet ved. De er blevet ved hver gang jeg er med et modstand. Så er de blevet ved på en anden vej. Og tro mig, de er væltet tusinder af gange. Men det, der er så imponerende, det er, at de bliver ved. De bliver ved, og de bliver ved, og de bliver ved. De har en tro på, at de opnår det, de gerne vil. De ved måske ikke, hvordan. Jeg ved heller ikke, hvordan jeg opnår de mål, jeg har sat mig. Men det er ikke resultatet, som jeg har fokus på. Det er processen. Fordi det er godt, at jeg har et mål nu, og jeg vil gerne over til, Hvad kan man sige? Det er mål herovre. Men undervejs i processen finder jeg ud af, at det faktisk ikke er det, jeg har lyst til nu. Jeg vil hellere noget herovre. Så ja, vi har mål, vi har drømme, vi har visioner, vi har missioner. Men kig på processen. Hvad er det, jeg skal lære i den her situation, trukket ned til noget totalt jordnært? Jeg har lavet en fejl nu her. Jeg kunne ikke svare på en kursist spørgsmål. Jeg fremstod ikke dygtig nok. Imposteren kigger lidt frem. De har nok en tanke om, at jeg ikke er dygtig nok, og hvad tror jeg jo, at jeg er. Glem det. Sig okay. Bum. Jeg lavede en fejl. Videre. Hvad kan jeg lære af det? Jeg skal måske forberede mig lidt bedre. Og hver gang du får en udfordring, som du er nødt til at løse på en eller anden måde, det kan godt være den er stor og du er nødt til at bryde den ned i mindre dele, men så lærer du. Så bliver du mere modstandsdygtig. Så næste gang, så har du noget erfaring, du kan drage nytte af. Også selvom det har gjort ondt. Og livet er ikke lutterlavkage. Men jeg tror på, at der er en grund til, at vi møder de udfordringer. Og der er ikke nogen, der kan gå igennem livet uden udfordringer. Men måden du trakler dem på, det er der hele spørgsmålet, eller hele forskellen er om at sige. Så ja. En anden ting som jeg lige vil knytte en bemærkning til nu er, hvad er det værste der kan ske? Hvis du fejler, hvad er det værste der kan ske? Eller du kan vende den om og så have en anden tone. Hvad er det bedste, der kan ske, hvis du rent faktisk lykkedes med det, du har sat dig for? Det synes jeg også gjorde den store forskel i min ændring i karrieren, da jeg gik selvstændig, men også tidligere. Men især her de sidste fem år har det været min nysgerrighed og de spørgsmål, måden jeg taler til mig selv på, at have fokus på det, jeg er taknemmelig over. De små ting i nuet, det er det, der har gjort den store. Stor forskel for mig. En allersidste ting, som jeg også synes er rigtig væsentlig, eller ikke en allersidste ting, men i dag i hvert fald, det er, at jeg skal lige på den anden side af hjulet, og så går jeg i gang. Og det er noget, jeg møder rigtig tit med klienter, der gerne vil arbejde med mig. Og så forretter jeg dem de forskellige muligheder, jeg har. Er det et klippekort, du vil have? Vil du have et 3-månedsforløb? Vil du bare have et kursus, eller hvad er det, du egentlig leder efter? Ja, men jeg vil gerne ændre det her område. Det er fint. Så anbefaler jeg f.eks. et klippekort med fem sessions. Jeg skal lige over på den anden side af jul, fordi nu er vi i jul, og der sker rigtig meget, og fokus skal være på familien, Jeg har ikke råd, tidsmæssigt. Der er rigtig mange bemærkninger eller grunde til ikke at starte. Og det er okay. I bund og grund handler det ikke om ikke at have råd. Jo, selvfølgelig, men der er altid en løsning. Det handler ikke om ikke at have tid, fordi hvis det er vigtigt nok, så prioriterer folk tiden. Det handler om frygt. Fordi når du begynder at arbejde med dig selv, så vil der komme ting frem, som gør ondt. Og det er jo ikke sjovt. Men igen, i forhold til os det komfortable, hvis vi hele tiden laver det, vi er komfortable med, og det kører godt, så rykker vi os ikke. Vi flytter os ikke. Og hvis vi bliver ved med at gøre de samme ting igen og igen, i den tro, at vi kan skabe et nyt resultat, det er dumhed. Vi er nødt til at gøre noget andet, end det vi plejer, for at få et nyt resultat, end det vi plejer. Og at vente på det rigtige tidspunkt, det er det dummeste, jeg nogensinde har bilt mig selv ind, at jeg kunne. Fordi der er ikke noget rigtigt tidspunkt. Der vil altid være et eller andet, som ikke passer ind i den dagsorden, du har. Men vi har ikke. Det er godt, hvad vi har. Jeg har. Vi har en opfattelse af, hvad dagsorden er. Hvad er vores tidslinje. Hvordan den skal bygges op, eller hvordan den skal se ud. Men der er bare yderomstændigheder. der gør, at vi ikke har kontrollen. Så vi er nødt til at slippe og sige, at der ikke er noget rigtigt tidspunkt. Du skal starte, før du føler dig klar. Ligeså vel som der er mange, der siger, at jeg skal se det, før jeg tror det. Jeg er Mia, og jeg tror også, at jeg ser det. Fordi mit fokus er, at det jeg får mere af. Så hvis jeg igen vender tilbage til negative tanker. Hvis jeg fokuserer på alt det, jeg ikke gør rigtigt. Så vil jeg også få det ind i mit liv, hvorimod hvis jeg fokuserer på det, jeg gør godt, og prøver at undlade det, jeg tager læring af det, jeg ikke gør rigtig godt, men jeg fokuserer på det, jeg rent faktisk får gjort, de handlinger, jeg rent faktisk gør, så får jeg mere af det ind. Så kommer der flere muligheder ind i mit liv. Hvad du fokuserer på, det er det, du får mere af. Så brug din energi på det, der gør dig godt, i stedet for det, der hiver dig ned. Jeg bruger tit det billede af at løbe en marathon. Hvis jeg sætter mig for, at jeg vil løbe en marathon. Jeg skal op og løbe et antal kilometer på en givet tid. Det er fint. Det er et mål. Men hvis jeg aldrig nogensinde har løbet før, så er det den onde fløjt. Så er det meget at stile efter. Hvorimod hvis jeg ligesom siger, okay, hvordan kommer jeg tættere på mit mål nu? Jeg kan ikke gå ud og løbe 42,5 km i morgen. Så hvad er det skridt, jeg i dag kan gøre for at komme tættere på det mål? Det er måske at gå ud og købe et par løbsko. Godt, tjek. Så er det gjort. Så er der ét skridt tættere på. Næste skridt. Det er at gå i 10 minutter og løbe i 1 minut. Gå i 10 minutter og løbe i 1 minut, hvis vi starter helt lavpraktisk. Lad være med at forvente, at du kan løbe 5 km, hvis du aldrig nogensinde har løbet før. Hvorimod hvis jeg går i 10 minutter og løber i 1 minut, så er jeg tættere på mit mål og så fremdeles. De bedste resultater kommer af at handle, ikke af at vente til tiden er rigtig, fordi der ikke er noget rigtigt tidspunkt. Så det, jeg vil opfordre dig til, det er at ture og handle. Tag en lille smule skridt. Og når du så får succes, jamen hey, det kunne jeg jo. Der var ikke noget, der gjorde ondt. Det kunne jeg godt. Ligesom i dag. Jeg har optaget min podcast, og lige om lidt, så ved jeg, hvad hun gør, fordi der er lidt larm ude i haven. Men det er en del af gamen. Det er grænseoverskridende. Men hey, nu har jeg gjort det. Og nu er den ude at leve. Hvad er det værste, der kan ske? Rettelse. Hvad er det bedste, der kan ske? Jamen det er, at jeg gør det igen. Og igen. Og igen. Og der var hun. Det er sådan, det er. Og det er helt okay. Så hvis du venter på det rigtige tidspunkt, så spørg dig selv, hvad er en ting, du kan gøre i dag, som kan bringe dig tættere på dit mål. Så igen, lad være med at jagte perfektionisten. Gør dig selv den tjeneste. Slip 100% løsning, og så jagt de 80% og sig, at det er godt nok. Se fejl som læring. Super fed feedback. Tag, hvad du kan være nysgerrig på. Hvad er der af læring i det for dig? Og så kig på det. Kig på, at du rent faktisk gjorde noget. Og hvordan kan du optimere det næste gang? Lad være med at dumpe dig selv i hovedet, men prøv at se på, at det er en mulighed for vækst. Og så lad være med at vente på det rigtige tidspunkt. Kast ud i det. Hvis det bliver en for stor mundfuld, så del den op i mindre bider. Tag et lille skridt, og husk at anerkende dig selv for at have gjort noget, der bringer dig tættere på dit mål. Med det, så vil jeg egentlig bare sige tak for i dag. Husk at hoppe ind på min hjemmeside www.luisatostrup.dk. Der er en masse blogindlæg, jeg har skrevet. Der er kurser, du kan tage. Jeg har klippekort, hvis du har behov for lidt supervision slash sparring. Der er flere afsnit på min podcast. Og du må følge mig på min Instagram. Den hedder tostrupconsulting underscore. Facebook, det er bare mit navn. Du er også velkommen til at kommentere herunder. Så har jeg også en YouTube-kanal, og det er her. Den her episode kommer til at ligge virkelig grænseoverskridende. Men ja, sådan er det. Med det går ud at skabe dig en magisk dag. Og husk, der er ikke noget rigtigt tidspunkt. Spring ud i det.