Niels Bjørn Christiansen: Barndom

Jeg har jo haft det som en opvækst, som jeg gerne også ville give mine egne børn. En tryg opvækst, hvor jeg har gået i en relativt lille skole, der lå ved sportspladsen og idrætshallen, hvor vi kunne spille fodbold og vi kunne cykle frem og tilbage og var utrolig selvhjælpende som børn. På den måde, at vi kunne gøre alle de ting, vi ville. Det var sikkert at hoppe selv på cyklen og kunne komme afsted. Så det har egentlig været en god, tryg opvækst, der vel egentlig er blevet. Suppleret med, at jeg har haft nogle forældre, der meget tidligt har vist utrolig stor tillid. Altså når jeg havde lyst til noget, eller ville forfølge et eller andet, har jeg virkelig fået lov at gøre det. Og selvfølgelig har der nok været nogen der bagom, lige sikret, at det ikke gik fuldstændig galt. Men jeg har fået lov til at gøre mig nogle erfaringer også tidligt, og kunne udnytte det miljø, der egentlig var på, at man ikke behøvede at være bange for, om det nu var sikkert at cykle på cyklen gennem skoven, eller om man nu kunne. Kunne spille fodbold senere om aftenen, og de her ting, det tror jeg egentlig hele vejen igennem har dannet en basis på, at det måske også har givet mig en sund fornemmelse af, at det var okay at tage fat i nye udfordringer, og der er en god chance for at lykkes, også selvom man ikke havde prøvet det før. Der er jo altid begrænsninger for, hvad man vælger. Jeg tror ikke, det er det, men det er måske mere bagefter, at jeg har kunnet mærke, at jeg har egentlig fået lov til mange ting, og fået fuldt mange ting, og det er sådan set lige meget, om det var at nu ville jeg gerne ud og sejle sejlbåd og være med i kapsalaser, eller nu ville jeg gerne rode med gamle knallerne og få det til at løbe. Uanset hvad det var for nogle ting, I tog fat i, så var der egentlig relativt hvide rammer til at gøre det. Og det er selvfølgelig noget, jeg prøver med egne børn, altså lidt ud fra filosofien om, at hvis man som menneske, eller medarbejder, eller barn gerne vil udvikle sig og vokse, så er den allerbedste måde at blive puttet i en situation, hvor man skal strække sig lidt mere, end man har gjort før. Og det er den her berømte med, at man skal gerne på dybt vand, men man skal jo helst kunne svømme. Og der må man sige, at langt, langt hen ad vejen, så svømmer mennesker, når de kommer på dybt vand. Og der kan selvfølgelig være nogle ting, det behøver ikke at være stormfuldt vand lige første gang, men princippet i, at hvis man får lov at strække den lidt og får lov at gå lidt ud af den vej også på egen hånd, så har man meget, meget stor chance for faktisk at lykkes, udvikle sig, og det er måske den hurtigste måde egentlig at tilegne sig ny viden og ny viden. Forståelse af et område. Og kunsten som forælder eller som leder er jo i princippet bare at sikre, at det ikke bliver en dårlig oplevelse, at vandet ikke var både dybt og koldt og blæsende, så man får en nederlagsoplevelse ud af, hvad der er sket, men at det lige netop var i en situation, hvor man magtede det nye, og man kom over det, og fik egentlig det bygget ind på. Og der synes jeg egentlig, at jeg igennem opvæksten har mange eksempler på, at Jeg fik aldrig at vide, at jeg skulle være hjemme kl. 9.30 eller kl. 10. Jeg havde stor frihed til at sige, at hvis det nu var et eller andet en eller anden aften, der gjorde, at nu var det smart at være ude til kl. halv 11 eller 11, så var det egentlig okay. Modsat regnet var der jo også en eller anden fornemmelse af, at jeg blev jo ikke bare ude til kl. 3 om natten. Det gjorde jeg så heller ikke. Så det der frihed skaber jo også et ansvar, og kommer man ind i den fornuftige relation med, at. Jamen her er der altså en person eller en medarbejder eller et ungt menneske, der føler, at der bliver givet noget frihed og noget rammer. Jamen så har de fleste mennesker det også med at steppe op til det ansvar og sige, at så kan jeg også finde ud af at administrere den frihed. Og jeg tager den ikke helt ud til ekstremet, for så kan det være, at min frihed ryger. Og der synes jeg egentlig, at jeg har haft en opvækst med meget tillid, meget mulighed for at kunne udvikle mig og selv være med til at sige, at det er det, jeg vil og det er det, jeg vil. Vil det sige, at ledere opfordrer nye ledere? Ja, det mener jeg bestemt. Det er jo en grundlæggende diskussion om, hvad er leder noget, man er født til at være, eller noget, man kan udvikle. Jeg tror, det er primært noget, man udvikler. Jeg tror selvfølgelig, der er nogle ting, der har lidt mere naturlig ledergen end andre. Men langt hen ad vejen er det altså også noget, man tilegner sig. Det er noget, man tilegner sig ved at være i situationer, hvor det er. Og så tror jeg måske mere, at det er interessen for ledelse. Altså i tysk er det jo interesse også, der driver, hvad man bliver god til. Og det vil sige, at har man interesse for ledelse, har man også en mere naturlig tendens til at udvikle ledergenet og få det brugt af i forskellige sammenhænge og dermed blive dygtigere. Og det er måske en af de ting, jeg har gjort meget og egentlig opfordrer mange til at gøre, det er at vælge efter interesse. Og ikke vælge efter et eller andet, som. Enten skulle blive økonomisk ekstremt attraktivt eller meget prestigefyldt, fordi hvis interessen ikke er der, så er sandsynligheden for virkelig at blive god til det og gøre det godt, den er også væsentligt mindre. Min far var ingeniør, og da jeg kom op igennem gymnasiet og begyndte at snakke lidt om, hvad jeg kunne tænke mig at være, så var det egentlig ikke sådan, at som det måske er i mange familier, hvor faren kommer og siger, at jeg er ingeniør, jeg synes bestemt, du skal være ingeniør. Det var faktisk lidt den anden vej rundt, hvor han sagde, at der er mange muligheder, du må hellere sætte dig ind i, hvad det er. Du skal i hvert fald ikke til at blive ingeniør, fordi det er alt for meget arbejde til alt for lille løn. Og værre gik det jo ikke, end jeg faktisk blev ingeniør, men en anden type ingeniør end selvfølgelig han var. Men igen der følte jeg ligesom, at jeg fik rig mulighed til at diskutere, hvilke muligheder der var, og diskutere fordele og ulemper, men der var ikke nogen. Forhåndsdisponeret, at vi synes, du skal være det, eller vi synes, du skal gøre det, eller kunne du tænke dig at overtage mit firma, eller sådan nogle ting. Der lå slet ikke i kortene, der lå egentlig i kortene, at jeg skulle danne mig den vej, som jeg havde lyst til, og helst egentlig noget andet.